Corona og håndteringen af pandemien har skabt en splittelse på vores arbejdsmarked mellem vindere i coronalotteriet og alle andre.
Hvis man vil have en politisk diskussion eller en konflikt, skal man bare sige sin mening om corona. For nogle er det en direkte opfordring til uendelig kværuleren eller konkurrence om, hvem der har ret. For andre er det så ømtåligt, at det er en privat sag, vi ikke kan tale om eller skal blande os i. Der er både stærke følelser og blinde vinkler. Vindere og tabere. Og vinderne har fået så store privilegier, at de er blinde for, hvordan andre har det.
Nogle har frihed, fleksibilitet, mere autonomi og kan være mere produktive. Mange danske virksomheder har haft rekordregnskaber, arbejdsløsheden i visse fag er i bund, og boligpriserne er steget eksplosivt til usete højder. Der er vindere på arbejdsforhold. På økonomi. På indflydelse. Og de vil have mere af det hele.
Det er sandsynligvis en god idé at gøre meget af det, denne gruppe efterspørger, for fleksibilitet og produktivitet kan følges ad, når man griber det rigtigt an. Det er ikke i nogens interesse at fastholde utidssvarende arbejdsforhold og rammer. Opgaven er derfor at få flere med, for det er langtfra alle, der er blevet sendt hjem til fleksibilitet, større produktivitet og mere tid med familien.
For andre har presset nemlig aldrig været større. De oplever usikkerhed og udsathed, og det løses ikke af færre restriktioner. Når de igen og igen bliver bedt om gå forrest, sker det, uden at de får de nødvendige ressourcer og hensigtsmæssige rammer til at kunne blive ved med at løfte deres ansvar.
Værst er det for dem, som ingen mulighed får for at beskytte sig selv mod kontakt og potentiel smitte. Hvis man er i en af risikogrupperne, er der ikke meget at gøre i de fag, hvor hjemmearbejde ikke er en mulighed. Ængstelighed for senfølger er svært at tale om i fællesskaber, hvor de symptomfri fejres, og historien fra de ikkesmittede er, at de må have et fantastisk immunforsvar.
Det er hårdt, når man ved, at hvis man ikke møder op, vil andre blive ladt i stikken. Det gælder i blandt andet dagtilbud, plejehjem, sygehuse, hjemmeplejen, skoler, butikker, kulturliv, restauranter, hoteller og transport. Disse og mange andre kæmper med at få vagtplaner til at hænge sammen, når sygemeldingerne vælter ind, og med at vise alle, at man drager omsorg for dem. Mens de store har kunnet tage tab og investere og udvide, har de små og de selvstændige ofte været dem, som har måttet bukke under for de mange former for pres.
Vinderne bør vise respekt
Nu kommer en ny fase. Restriktioner blev i starten opfattet af mange som nødvendig hensynsfuldhed og omsorg for andre. Ligesom man ikke gik ind med snavsede sko i hinandens hjem uden at spørge først, så tog man også mundbindet på og sørgede for at stå med lidt større afstand i køen, når man købte ind.
I dag opleves en kedelig bravado hos nogle af vinderne i coronalotteriet: »Vi har haft det. Hele familien. Det var ikke så slemt«. Vi glæder os over dem, der slap med få eller ingen symptomer, men skal huske, at andre rammes hårdere eller er ængstelige for at blive det.
Vi bliver nødt til at spørge hinanden, hvad det er for et arbejdsliv, vi vil vende tilbage til, og hvordan vi får alle med til at bidrage og være værdsatte. Gode arbejdspladser er trygge, men problemerne med corona forsvinder ikke, bare fordi der er færre restriktioner. Den slagside, de har, bliver mere og mere nødvendig at tage stilling til.
Det vigtigste spørgsmål er, hvordan vi balancerer de dilemmaer, der følger med:
- Dilemmaet med splittelsen og den hårde tone mellem dem, der ikke kan vente med at brænde deres mundbind og vende tilbage til en normal hverdag, og dem, som føler sig mere trygge, når der er fælles regler og rammer for værnemidler og afstand.
- Dilemmaet mellem dansk kultur og selvstændighed og internationale virksomheder og partnere med andre forståelser af respekt for regler og håndtering af risiko.
- Dilemmaet mellem de job, hvor hjemmearbejde fungerer, og hvor de ansatte frygter at miste tryghed, fleksibilitet og goder, over for job og opgaver, hvor hjemmearbejde ikke er en mulighed. Hvilke goder vil man inddrage? Hvilke forholdsregler bliver der opbakning til? Hvad er nødvendigt, for at vagtplaner ikke lægges ned, og der kommer mange sygemeldinger på én gang?
De bedste løsninger er fælles. Tonen, vi drøfter dem i, er måske vigtigere, end hvad vi kommer frem til, hvis vi skal samarbejde godt. Det kræver, at vi anerkender, at ingen løsning tilgodeser alle, og forstår, at der er forskellige ønsker, behov og belastninger.
Christian Ørsted er cand.merc., ledelsesrådgiver og forfatter. Følg Christian på twitter @christianorsted og se mere på www.christianorsted.dk
