Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Du kan stadig nå det – her er de bøger, som erhvervslivet skal læse denne jul

Holdet bag Berlingskes erhvervsklumme »Forstå Business« giver forslag til de vigtigste bøger, som erhvervslivet bør læse lige nu. Både nyt og gammelt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Man kan stadig nå at forære sig selv eller andre en julegave fra boghandleren. Berlingske har bedt holdet bag den nye erhvervsklumme »Forstå Business« nominere bøger, som gjorde indtryk på dem i 2020. Kravet var ikke, at det var en ny bog, men bare en bog.

»Forstå Business« fortsætter som klumme i 2021. Her vil vi på Berlingske Business også næste år bede en række udvalgte erhvervsfolk, debattører og tænkere fortælle, hvad erhvervslivet bør læse, se og opleve lige nu for at forstå den verden, der omgiver det. »Forstå Business« er ikke en boganmeldelse og heller ikke en kommentar. Klummen handler om at fortælle Berlingskes læsere, hvad der er vigtigt lige nu.

ANNA VON LOWZOW:

Filminstruktøren Anna von Lowzow foreslår den tidligere præsident Barack Obamas »A Promised Land«:

»Barack Obama leverer selvrefleksion for alle pengene. Han fortæller åbent om sine ofre, fejltrin og allestedsnærværende tvivl og tilsætter den humor, der får livet til at glide ned trods det åg, som ansvaret unægteligt er,« skrev Birgitte Borup, Berlingskes nye udlandsredaktør, da hun anmeldte bogen og gav den fem stjerner.

STINA VRANG ELIAS:

Tænketanksdirektøren Stina Vrang Elias fra DEA har fundet en bog fra 2002, som hun mener fortjener at forblive læst af erhvervslivet anno 2020. Det er Paul Austers »Jeg troede, at min far var Gud«.

»Bogen er en kurateret samling af 179 fortællinger fra almindelige amerikanere. Når det er årets bog for mig, skyldes det, at den er håbefuld og fint beskriver behovet for rummelighed. Vi er alle forskellige. Men vi er mennesker. Og vi vil – krige, terrorangreb og personlige tragedier til trods – rejse os. Sammen. Men det kræver både håb og rummelighed. Det har vi brug for i denne tid.«

ESTHER DORA RADO:

Iværksætteren Esther Dora Rado, som er en af vores fire arbejdslivsskribenter,  anbefaler fysiker Stephen Hawkings »The Grand Design«:

»Hvorfor skal en bog om universet, M-theory, gravitation og astrofysik ligge på toplederens natbord over julen? Præcis fordi vi ikke kommer længere op! Universet lærer os ikke bare om fysiske rammer for eksistens, samspil og konjunktur, men om relativitet, subjektivitet og noget så grundlæggende som forudsætninger for forståelse – også af hinanden. Der er dermed nogle grundlæringer til både strategi og lederskab, som giver bedre mening i det universelle perspektiv – samtidig med at hjernen udfordres og får lidt gymnastik.«

LOUISE DINESEN:

Louise Dinesen, som er erhvervspsykolog og debattør, har fat i ledelses- og samfundslitteraturen, når hun vælger »Fatale forandringer« af Christian Ørsted og »Magt og omsorg« af Camilla Sløk som sin boganbefaling i 2020:

Christian Ørsted er fast arbejdslivsskribent for Berlingske, ligesom Camilla Sløk indtil for nogle måneder siden var en del af holdet, der skrev »Forstå Business« i Berlingske.

NIKOLAI J. FOSS:

Professor Nicolai J. Foss fra CBS peger på »Radical Uncertainty: Decision-Making Beyond the Numbers« af John Kay og Mervyn King:

»Radical Uncertainty« er resultatet af et samarbejde mellem den tidligere London Business School-professor og grundlægger af London Economics John Kay og Mervyn King, som gennem et tiår var direktør for Bank of England. De tager stafetten op efter Nassim Taleb (The Black Swan) og argumenterer for, at erfaringsbaseret judgement er det eneste grundlag for beslutninger i situationer, og de er mange, hvor det ikke giver mening at tale om sandsynligheder. Bogen udkom i starten af marts. Med tanke på coronaen må man sige, at det var god timing.«

TUE MANTONI:

Erhvervsmanden Tue Mantoni anbefaler »Drengene fra Nickel« af Colson Whitehead

»Det er absolut den bedste bog, jeg har læst i år. Nickel Academy er et fiktivt børnehjem i Florida, som dog er inspireret af virkelige drengeskoler i de amerikanske sydstater, hvor specielt sorte drenge blev placeret i 1960erne. Jeg læste bogen, som er både rystende og fængende, få måneder før drabet på George Floyd, og den giver en skræmmende forståelse for nutidens splittede Amerika. Whitehead er én af USAs største forfattere i nyere tid.«

CHRISTOPHER ARZROUNI:

Debattøren og den tidligere særlige rådgiver for finansminister Kristian Jensen Christopher Arzrouni, som i dag er External Affairs Manager i Philip Morris, anbefaler Thomas Pikketys »Kapital og Ideologi«.

»Kend din modstander. Derfor bør du læse »Kapital og ideologi« af Thomas Piketty. Det er bogen, venstrefløjen henviser til i alle sammenhænge. Når de ønsker at begrænse aktionærernes mulighed for at udøve deres ejerskab. Når de ønsker at indføre gigantiske formueskatter og så videre. De færreste på venstrefløjen har læst bogen. Overrask dem ved at kende argumenterne bedre, end de selv gør. Venstrefløjen elsker »Kapital og ideologi«, fordi de tror, at bogen giver dem videnskabeligt belæg for deres tosserier. Det gør den ikke.«