Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Drop sparebanden, og sats 80 mia. kroner på EUs fremtid, statsminister

Vi påstår i Danmark, at vi har nogle af verdens førende klimavirksomheder i Vestas, Ørsted, Grundfos og Danfoss, så hvordan kan det det fransk-tyske forslag om en genopretningsfond på 3.800 mia. kr. undgå at gavne os selv? Erhvervslivet må se til i stille undren over, at egoisme, provinsialisme og snæversyn regerer midt i den største krise i 100 år.

Man kunne spørge, hvad statsministeren egentlig tænker på i forhold den franske præsidents og den tyske kanslers milliardplaner? Fold sammen
Læs mere
Foto: Alain Jocard/Ritzau Scanpix

Påfaldende, at Danmark skal finde sine venner i EU i bandemiljøet. Danmark, Holland, Østrig og Sverige er de fire lidt undersætsige rigmandsbørn i EU-klassen, som nægter at være med, når raslebøssen går rundt.

Der synes at have bredt sig den opfattelse, at den danske regering har fundet sig nogle fine venner i de tre andre bandemedlemmer i kampen mod det fransk-tyske forslag om en genopretningsfond med 500 mia. euro eller 3.800 mia. kr. til at sætte gang i den kriseramte europæiske økonomi. Den danske regerings principielle synspunkt er, at det er fint at hjælpe, så længe der er tale om lån. Kansler Merkel og præsident Macron lægger i stedet op til direkte støtte til de områder af EU, som er hårdest ramt af coronakrisen.

Thomas Bernt Henriksen er erhvervsredaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Bernt Henriksen SH Søren.

Og nu er konflikten ude i det åbne. I weekenden cirkulerede sparebanden sit modforslag til det fransk-tyske forslag, nemlig at planerne om direkte støtte droppes til fordel for netop lån. Sparebandens forslag møder et kontant svar fra Tysklands sparsommelige tidligere finansminister Wolfgang Schäuble, der kalder forslaget »at give sten for brød«.

Som sædvanlig i den hjemlige EU-debat synes de finere detaljer i det tysk-franske forslag forlængst at være gået tabt. Når man hører finansminister Nicolai Wammen (S) tale om forslaget, så lirer han den danske regerings officielle linje af, som lyder sådan her:

»Vi ønsker at hjælpe de lande, der er værst ramt, med lån.« Sommetider med den lille tilføjelse, at vi skal bruge pengene selv.

Substansen i det tysk-franske udspil er ikke, at der udskrives en blankocheck på 3.800 mia. kr. i helikopterpenge til Italien eller Spanien. Ud fra den danske debat om sagen er der ellers sikkert mange, som forudser genopretningsfondens milliarder havne i lommerne på en dybt forgældet italiensk stat.

Det fransk-tysk forslag er mere avanceret end helikopterpenge. Genopretningsfonden er en slags europæisk »Marshal-hjælp« frem for en slags finanspolitisk nødhjælp. I forslaget skriver Tyskland og Frankrig, at der er tale om programmidler, som skal investeres med det sigte at understøtte EUs prioriteter, herunder digital vækst og grøn omstilling. Der er desuden klare reformkrav knyttet til at hive penge ud af fonden.

Den danske topøkonom Jacob Funk Kirkegaard, som er senior fellow ved den ansete amerikanske tænketank Peterson Institute, spørger på Twitter med rette, hvor den borgerlige opposition er i spørgsmålet om genopretningsfonden. Men kunne også spørge, hvad statsministeren egentlig tænker på?

Der er tale om et ambitiøst forslag. Hvis Danmark skal tegne sig for sin andel af programmet – opgjort ved vores vægt i EU – skal den danske stat over programmets levetid finansiere 82 milliarder kroner. Det er rigtig mange penge, men det er det også for Tyskland.

Man behøver ikke at elske EU for at indse, at Danmark skaber 56 procent af sin velstand på eksportmarkederne, at over halvdelen af eksporten går til EU, og at vi har en dyb interesse i, at EU er økonomisk stabilt. Det er den banale grund til at se med en vis velvilje på det fransk-tyske forslag.

Hertil kommer, at forslaget nærmest ligner direkte industristøtte til Danmark. Det er et klart mål med programmet at hæve EUs klimaambitioner, hvilket flugter med den danske regerings – ja, hele Folketingets – egne ambitioner. Vi påstår i Danmark, at vi har nogle af verdens førende klimavirksomheder i Vestas, Ørsted, Grundfos og Danfoss, så hvordan kan det fransk-tyske forslag undgå at gavne os selv?

Erhvervslivet må se til i stille undren over, at egoisme, provinsialisme og snævertsyn regerer midt i den største krise i 100 år.