Det kan Ukraines præsident lære os om ægte ledelse

I Danmark kalder vi det at have hånden på kogepladen. At stå som kaptajn og være rede til at gå ned med sit skib. Vi kan ikke lytte til, hvad ledere siger uden også at se på, hvad de rent faktisk gør. Om de er villige til at have noget på spil og sætte sig selv i spil og bære konsekvenserne af deres beslutninger.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har kæmpet side om side med resten af det ukrainske folk den seneste uges tid. Det skaber et billede af en stærk og respekteret leder. Sergei Supinskij/Reuters/Ritzau Scanpix

Før krigen i Ukraine var der tvivl om, hvorvidt komikeren og skuespilleren uden politiske erfaringer kunne magte opgaven som landets præsident. I en tid hvor mange ledende institutioner med magt gør alt for at mindske deres personlige risiko, ændrede det sig med én sætning. En sætning, der med det samme blev historisk. Den blev også en lektion i ledelse, som vi gør klogt i at dvæle ved.

Da præsident Volodymyr Zelenskyj takkede nej til evakuering af sig selv og sin familie med ordene: »Jeg har brug for ammunition. Ikke et lift,« så vi en leder, der trodsede hensynet til sig selv og sine egne interesser. Som logisk og forståeligt kunne have prioriteret sin egen sikkerhed og forladt landet. Ikke kun for sin egen skyld. Det ville også øge sandsynligheden for fortsættelsen af hans virke, fordi fjenden havde markeret ham som »mål nummer et« og hans familie som »mål nummer to«.

Alligevel fastholder Zelenskyj, at han står fast: »Jeg bliver i hovedstaden. Min familie er også i Ukraine,« og han har vist det, da han iført mørkegrønt militærlignende tøj talte til folket og filmede det med sin egen telefon på gaden i Kyiv.

Det aftvinger respekt, når mennesker med magt og privilegier er i samme båd som alle andre, og det er noget, vi glemmer, når ledere roses for deres resultater. Det er langt væk fra det værdigrundlag, vi ser, når uhæderlige og dårlige ledere griner hele vejen til banken med deres gyldne håndtryk eller sidder med deres store formuer i sikkerhed, efter at en konkurs har ruineret andre.

Langt fra det vi ser hos politikere, der kæmper for en sag, men ikke selv er villige til at handle i overensstemmelse med det, som vi har set hos dem, der vil øge skatterne for andre, men ikke selv er for fine til at lease en bil i Tyskland for selv at spare penge. Det er lovligt, siger de. Ja, men det er ikke særligt inspirerende.

Vi bør måske se mere på deres karakter og deres adfærd. Den dygtige leder som geniet, der skaber succes, er problematisk. Hvis iPhone ikke havde været et godt produkt og en kommerciel succes, havde folk så kunnet lide Steve Jobs, eller havde man i stedet husket ham som en røvhulsleder? En der parkerede på handicap-p-pladsen, råbte ad sine ansatte og ydmygede dem offentligt?

Når ledere selvtilfredse siger: »Lad aldrig en god krise gå til spilde«, har de en helt bestemt type krise i tankerne: En hvor de selv kommer godt ud af det uanset udfaldet. Den, hvor de bagefter kan hævde at have gjort det fornuftige, det rigtige. Også selvom det gik galt for andre.

Det havde været forståeligt, hvis Zelenskyj havde taget flugten og efterladt sine landsmænd til at løse problemerne. Ved at lade være har han fået verden til at lytte. Ved ikke at bruge sit eget privilegie har han vist, at gode ledere ikke går forrest. De går sidst.

De inspirerer ikke gennem succes, men ved at tage ansvar – også når det går dårligt. De hæver sig ikke over andre, men viser, at de også er med i fællesskabet. Det er nøglen til god ledelse, for de største problemer kan netop kun løses i fællesskab.

Christian Ørsted er cand.merc., ledelsesrådgiver og forfatter. Følg Christian på Twitter og se mere på hans hjemmeside