Alle fæstninger har en svaghed – Rusland er ingen undtagelse

Der har fra flere sider været kritik af de indførte sanktioner mod Rusland som værende for bløde. Ruslands fortsatte tilstedeværelse i SWIFT er blevet opfattet som blødsødenhed. Men måske er sanktionerne sammensat ret intelligent, selvom de store overskrifter mangler. Måske er de faktisk rigtig smarte. Ikke mindst fordi de bygger på, hvad Rusland tidligere har oplevet af kriser.

Ruslands uprovokerede invasion af Ukraine har udløst fordømmelse og en ny runde hårde sanktioner. De vestlige lande har udvist en uset grad af enighed og sammenhold, men nogle vil måske mene, at det er sket på bekostning af graden af hårdhed. At man er gået efter den laveste fællesnævner.

Det blev symboliseret ved udeladelsen af det finansielle kommunikationssystem SWIFT, som Storbritannien og USA helt åbent ville inddrage i sanktionerne, men som Tyskland lige så åbenlyst ikke ønskede at aktivere.