Når jeg ikke render rundt i København for at passe mit job på Berlingske, bor jeg med min familie på Nordlangeland. Her er der ikke udelt glæde ved den dybe og måske livstruende krise i Coop. Og det er måske netop på Langeland, at vi ser den fineste udgave af det medlemsdemokrati, som ledelsen i Coop og dens formand, Lasse Bolander, fabler om hele tiden.
I små samfund som i Snøde og Hou på Nordlangeland betyder Dagli' Brugsen noget, og det samme gør det lokale engagement i forhold til at bevare de lokale dagligvarebutikker, når de nærmeste butikker ellers er 15 kilometer væk i Tullebølle eller 20 kilometer væk i Rudkøbing. Det lokale engagement var årsagen til, at det for nogle år siden lykkedes at etablere Dagli'Brugsen i Snøde, da den gamle købmandsforretning med en årtier lang historie skulle lukke.
Man skal til Nordlangeland og andre lignede steder for at finde Coops – eller med et bedre ord – Brugsens sjæl.
Coops formand, Lasse Bolander, vil have os til at tro, at medlemsdemokratiet i Coop blomstrer, når han i onsdagens Berlingske taler om sin virksomhed som »en af Danmarks største demokratiske virksomheder«.
Opgør med selvros
Der må tages et opgør med alle de demokratiske virksomheders selvros, når det gælder kvaliteten af deres demokrati. Det gælder sådan set alle de virksomheder, som kalder sig demokratiske.
Når landsrådet i dybt kriseramte Coop, Danmarks næststørste detailgigant med 1,9 millioner medlemmer og 47 milliarder kroner i omsætning, holder landsmøde, sker det traditionen tro for lukkede døre uden adgang for offentligheden, medlemmerne eller pressen. En af demokratiets fineste egenskaber er, at mest muligt skal foregå i åbenhed og skal kunne tåle pressens kritiske lys.
Ikke i Coop.
Landsrådet er ifølge Lasse Bolander »Coops øverste myndighed og er et fortroligt forum, hvor vi behandler internt og sensitivt materiale. Derfor er disse møder af gode grunde ikke åbne for offentligheden«, skriver han til Berlingske, for Bolander vil heller ikke stille op til kritiske spørgsmål om det bagland, som ønsker at sætte en stopper for hans uendelige regeringstid på nu 15. år.
Bolander er først på valg om et år, når han har siddet 16 år som formand for Coop. Med andre ord udviser det Coopske demokrati en påfaldende kærlighed til en formand, som ikke har leveret overbevisende resultater.
Man fristes til at smile ved tanken om, hvad der faktisk tales om af vigtige ting på landsrådet. I hvert fald må vi andre konstatere, at Coop uden at spørge de 1,9 millioner medlemmer har lukket Irma, reduceret antallet af kæder fra otte til tre og har solgt ejendomme i år og sidste år for 1,6 milliarder kroner for at pynte på elendige resultater i den demokratiske virksomhed. Beslutningerne er taget. Vil demokratiet i Coop tage æren for at drive en elendig forretning i mange år?
Det er absurd at skulle høre om en demokratisk virksomhed med et hermetisk lukket landsmøde. Når det øverste, besluttende organ mødes i Danske Bank eller Carlsberg, så foregår det til sammenligning på offentlige generalforsamlinger, hvor aktionærerne kan stille kritiske spørgsmål. Man skal bare købe én aktie, så kan man – som Enhedslistens Frank Aaen – stille sig op på generalforsamlingen og lufte sin kritik af virksomheden i fuld offentlighed.
Det Coopske demokrati
Lukketheden kan man også genfinde andre steder i Coop.
Man kan læse en begejstret pressemeddelelse om, at valgdeltagelsen i Coop slår nye rekorder. Man kan så tænke over, hvad det udsagn betyder. Man får let det indtryk, at de 1,9 millioner er begejstrede deltagere i det Coopske demokrati. For mit eget vedkommende må jeg ærligt tilstå, at jeg aldrig har stemt på noget som helst i Coop, og jeg kan faktisk heller ikke huske nogensinde at have fået en invitation til at stemme – endsige et valgkort.
Der findes tilsyneladende ingen tal for, hvor mange af de 1,9 medlemmer der faktisk deltager i medlemsdemokratiet.
Den høje valgdeltagelse, som Coop fremhæver, afspejler et fiffigt trick, når der ud fra de 1.000 Coop-butikker skal vælges medlemmer af det landsråd, som foregår lige nu. Man kan selv regne ud, at hver butik ikke er repræsenteret på landsmødet. Hver butik har et antal stemmer, som svarer til antal medlemmer, og så skal 100 af landsrådets 126 medlemmer vælges i ti valgkredse blandt butikkerne. Derfor har Thorkild Nielsen, som vist er et ukendt navn de fleste steder, fået svimlende 121.334 stemmer – uden at 121.334 konkret har stemt på ham.
Vi får i offentligheden intet indblik i, hvor mange af de 1,9 millioner medlemmer som faktisk har brugt deres stemmeret. Jeg gætter på, det er så få, at vi ville tale om den dybeste demokratiske krise, hvis det var tale om valg til Folketinget eller et kommunalvalg.
Nu skal man jo ikke kun være negativ. Som jeg indledte med at konstatere, så er der nogle steder et fint lokalt demokrati omkring Coop. Det er en styrke, når man kan samle lokalområdet om at bevare og udvikle sin lokale dagligvarebutik.
Demokrati er ordgas
Det er alt det ordgas, som såkaldte demokratiske virksomheder bruger for at begrunde deres eksistens, som er problemet. Coop påstår, at de er ejet af medlemmerne. Det samme gør virksomheder som Nykredit og GF Forsikring.
I Coop er substansen af medlemskabet, at den butik, du er medlem i, indbetaler 200 kroner i andelskapital til Coop på dine vegne. Du skal ikke engang have penge op af lommen. I Nykredit og GF Forsikring er du medlem, fordi du er kunde.
Det er misbrug af ord af tale om, at medlemmerne ejer Coop, Nykredit, GF, Andel og alle de andre. Det at eje noget er noget helt konkret, nemlig at man faktisk råder over det, man ejer. Derfor har vi Grundlovens bestemmelser om ejendomsrettens ukrænkelighed.
Jeg kan hverken pantsætte eller sælge min andel i Coop, Nykredit eller andre foreninger. Man ejer jo heller ikke den spejderklub eller fodboldklub, man er medlem af.
Vi opløser betydningen af ordet ejendom og ejendomsret, når virksomheder som Coop forsøger at skabe en forestilling om et ejerskab, som er en fiktion.
Man kan så spørge, hvilken magt Coops ejere gennem Coops landsråd har?
Coop har indrettet sig sådan, at der findes to bestyrelser, nemlig én bestyrelse for foreningen, Coop amba, og én for Coop Danmark. Man kan, som jeg gjorde for godt et par måneder siden, altså tale om en voksen- og en børnebestyrelse i Coop.
Man har ikke bare en dobbeltbestyrelse. Man har også en dobbeltdirektør. Kræn Østergaard Nielsen er administrerende direktør for Coop Danmark. Den administrerende direktør, som udpeges af amatørbestyrelsen, hedder Mike Dranov. Når han ikke er i Coops hovedkvarter, er han såmænd formand for de demokratiske virksomheders lobby, Demokratisk Erhverv.
Når man tænker over det, er Coop egentlig en temmelig ikkedemokratisk, lukket og dybt bureaukratisk virksomhed – altså undtagen på Nordlangeland ...
Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør
