Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Der er stadig kræfter, som kan presse renterne helt i bund igen

Den seneste runde af nervepirrende auktioner på flekslån blev som frygtet en gyser. Fra årsskiftet får hundredtusinder af boligejere markant højere renter. Den totale afvisning af nulrenter eller sågar minusrenter i fremtiden kan dog være en fejl.

Den gode nyhed for de hårdt prøvede flekslånere er, at de fleste bankøkonomer taler om, at de korte renter er tæt på at toppe i denne omgang. I løbet af 2023 lufter flere institutter, at renten ligefrem kan begynde at falde igen, skriver Euroinvestors Simon Richard Nielsen i denne klumme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Økonomer over en bred kam lægger op til pæne rentefald i prognoserne i løbet af næste år. Det hjælper ikke meget for de hundredtusinder af boligejere, der kan se frem til endog meget store stigninger på deres boliglån med variable renter.

De store realkreditselskaber har afsluttet auktioner på rentetilpasningslån, hvor boligejere med F1-, F3- og F5-lån uden afdrag kan se frem til en årlig stigning i ydelsen på 32.000-35.000 kroner. Bemærk, at den højere ydelse er baseret på et lån på en millioner kroner.

Boligejerne i de dyre områder med store afdragsfrie flekslån står således til at få nogle alvorlige økonomiske øretæver, når rådhusklokkerne ringer det nye år ind.

Bevares, rentefradraget dulmer noget af smerten, og der er tale om den præcis samme type boligejere, der i årevis – ja, i årtier – er blevet allermest forgyldt af faldende renter og boomende friværdier.

I de seneste halve år har flekslånerne imidlertid oplevet den kraftigste stigning i renterne, siden låneformen blevet lanceret i slutningen af 1990erne. Flekslån fik i øvrigt premiere hos Realkredit Danmark, der dengang havde den nuværende og nu afgående nationalbankdirektør som øverste direktør.

Det må være skæbnens ironi, at Lars Rohde har brugt en stor del af sin periode som øverste chef for Danmarks Nationalbank på at begrænse brugen af de ultrabillige boliglån. Men se det er en helt anden historie.

Den gode nyhed for de hårdt prøvede flekslånere er, at de fleste bankøkonomer taler om, at de korte renter er tæt på at toppe i denne omgang. I løbet af 2023 lufter flere institutter, at renten ligefrem kan begynde at falde igen.

Det store aber dabei i denne hovedanalyse er imidlertid, at centralbankerne får skruet så meget ned for den økonomiske aktivitet, at vi igen kan begynde at skimte deres langsigtede inflationsmål på to procent om året.

Samtidig er der imidlertid bred enighed om, at perioden med nulrenter eller sågar minusrenter i al evighed er død og borte. Og så stiller jeg det sagte spørgsmål: Hvorfor dog egentlig det?

For det første er der altid en lille Rasmus Modsat i mit sind, der vækkes til live, når en så tydelig konsensus sænker sig hos økonomer og iagttagere. For 15-20 år siden var vi alle også lullet ind i fortællingen om, at nu stiger renterne.

Det gjorde de jo så rigtigt nok også – altså, her 15-20 år senere.

For det andet kan jeg ikke se, at de store kræfter, der rent faktisk drev renterne i dørken indtil for et års tiden ikke skulle blive vakt til live igen. I en eller anden form. Det var trods alt ikke et helt enestående event – en sort svane – der sendte renterne i minus.

En del nyere økonomisk forskning har forsøgt at sætte spotlys på det lidt diffuse begreb: den naturlige realrente. Det er en rente, der estimeres på baggrund af den økonomiske aktivitet i økonomien samt behovet for opsparing.

Den naturlige realrente er således udledt af økonomiske analyse og ikke et resultat af finansielle transaktioner, hvor renten derfor kan aflæses på en kursliste.

Ja, det er langhåret. Men den bærende kraft i denne analyse er, at den aldrende befolkning verden over giver et større og større behov for at spare op. Men udbuddet af investeringsaktiver stiger ikke nødvendigvis tilsvarende, og derfor bliver markedsafkastet – renten – presset længere og længere i bund.

Da centralbankerne sætter renten i minus, er det derfor et udtryk for, at de opererer i en nærmest ulige kamp mod uret. For at opnå den lempelige effekt skal de nemlig sætte styringsrenterne under den naturlige realrente.

Tesen er således, at man ikke kan afgøre, om en pengepolitik er lempelig eller ej ved at se på styringsrenten alene. Styringsrenten skal altid ses relativt til den naturlige realrente. Alternativt kan man også blot se på udviklingen i pengemængden, som økonomer af den rent monetaristiske skole vil foretrække.

Nationalbankdirektør Signe Krogstrup har tidligere som økonom i Den Internationale Valutafond (IMF) forsket i netop muligheden for at sætte renterne under nulpunktet og finder frem til, at i en verden med 100 procent digitalisering af en given møntfod er der meget stort råderum for negative renter.

Bankvæsenet har allerede vist, at de kan håndtere negative indlånsrenter rent teknisk.

De helt store tandhjul i den økonomiske aktivitet som for eksempel aldrende befolkning og lavere produktivitet vil vel stadig være til stede, hvis og når centralbankerne for alvor får bugt med den nuværende høje inflation.

Vi er muligvis på det teoretiske overdrev her. Men det var vi også, hvis man dristede sig til at tale om negative i renter i 2011. Med fleksrenter på mere end tre procent virker tanken rigtig nok også absurd.

Men når verden er absurd, skal vi ikke helt affærdige absurde scenarier.

Jeg holder en dør på klem for negative renter i 2025.