Arrogancen og ligegyldigheden over for dansk iværksætterkultur står mejslet i granit, når regeringen og Folketinget i disse dage står fadder til tvangslukningen af 10.000 virksomheder. Det var fredag, at der var deadline for at lukke eller omregistrere de sidste af de i alt 45.000 enkroneselskaber under ordnede former.
Nu kan erhvervsminister Simon Kollerups (S) folk i Erhvervsstyrelsen og skatteminister Morten Bødskovs (S) folk i skattevæsenet more sig med at tvangslukke 10.000 enkroneselskaber. Der skal nok ligge endnu en ordentlig regning til skatteyderne i form af ubetalte skatteregninger, ligesom det kommer til at koste masser af mandetimer i Erhvervs- og Skattestyrelsen samt skifteretten at håndtere den brutale lukning af enkroneselskaberne.