Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

De finansielle ekstremiteters tid

Analytikernes estimater for den reelle af værdi af Danmarks største virksomhed fortæller alt om den ekstreme situation, vi befinder os i. Fra den mørkeste recession til guldlok-scenario – sjældent har eksperterne været mere uenige om verdens tilstand.

En professionel ekspert mener, at A.P. Møller – Mærsk er cirka 630 milliarder kroner værd. En anden mener, at selskabet er cirka 275 milliarder kroner værd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters/Ritzau Scanpix/Arkivfoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hos den nordiske børsmægler Carnegie sidder en analytiker ved navn Dan Togo Jensen. Hans speciale er shippingbranchen, og han har derfor dækket A.P. Møller – Mærsk i årevis og har med tættekam fulgt det store strategiske skift fra konglomerat til en fokuseret og moderne transportkoncern.

Disse forudsætninger om det fremtidige indtjeningspotentiale indgår i hans analyser af selskabet. Senest opdaterede Dan Togo Jensen Excel-arket 4. august. Konklusionen blev, at A.P. Møller – Mærsk bør have en værdi svarende til 34.000 kroner pr. aktie.

I London sidder Dan Togo Jensens branchekollega – en analytiker ved navn Sathish Sivakumar – som er ansat i den enorme amerikanske investeringsbank Citi, der kan trække på ekspertise og netværk over hele verden. Dollar, olie, fragtmængder, lagercykler – hvad end der kan påvirke verdens største containerrederi er jeg overbevist om, at Citi kan finde folk med et kvalificeret bud på udviklingen.

Godt så. Sathish Sivakumar konkluderer i sin seneste analyse, at A.P. Møller bør have en værdi svarende til 14.750 kroner pr. aktie.

To professionelle eksperter mener således, at selvsamme virksomhed er cirka 630 milliarder kroner værd, eller også er den cirka 275 milliarder kroner værd.

Enorme forskelle

Se, nu er det ikke usædvanligt, at analytikere er uenige. Markedet består jo i sin enkelhed af købere og sælgere. Der skal rigtig nok heller ikke rykkes voldsomt meget ved antagelser om indtjeningsvæksten ud i fremtiden, førend værdiansættelser kan ændre sig betragteligt. Men alligevel. Forskellen her er enorm.

Og heri er pointen i sig selv.

Jeg mindes ikke tidligere at have oplevet et så enormt udfaldsrum, når prognosemagere som økonomer, strateger og analytikere giver bud på udviklingen i verdensøkonomien såvel som i alle kroge af de finansielle markeder.

De politiske beslutningstagere følger trop. På det seneste møde i den pengepolitiske komité i den amerikanske centralbank i slutningen af juli gjorde centralbankchef Jerome Powell det klart, at vejen mod at bekæmpe inflation herfra ville være styret af de løbende nøgletal. Og måske i mindre grad af en fastsat kurs mod højere renter, som markederne ellers kunne støtte sig til.

Kort før weekenden udtalte Jerome Powell på det pengepolitiske topmøde i Jackson Hole, at historien har vist os, at pengepolitikken skal være stram i en længere periode for at sikre stabile priser. Altså en indikation af, at den hårde linje fortsætter.

På den anden side lod han det så også stå klart, at det er data, der afgør retningen. Og lige nu peger inflationspilen nedad i USA.

Duer eller høge?

Så vil centralbanken være mere lempelig eller mere stram herfra? Er der tale om duer eller høge? Vi aner det ikke.

To enorme, ligeledes politiske risici, fylder også alt og kan ændre slagets gang. Den første er bogstavelig – krigen i Ukraine. Hvis fredsforhandlinger indledes i den nærmeste fremtid, og krigen stopper, kan vi tage samtlige analyser produceret i de seneste tre måneder og smide dem i skraldespanden.

Den anden politiske risiko er forholdet mellem Kina og USA. Noget kunne tyde på, at vi på vej mod en ny kold krig. Holder dette stik, kan vi rulle de seneste 40 års globaliseringsbølge tilbage. Det bliver en dyr omgang for os alle.

Det er ekstreme faktorer, der er på spil. Selvom vi her i medierne altid videreformidler økonomernes endelige estimater, ved vi nok alle, at analyserne naturligvis er behæftet med en statistisk usikkerhed. Det er her, man bruger normalfordelingen for at beskrive udfaldsrummet.

De mere ekstreme observationer fordeler sig ude i »halerne« af denne kurve og kaldes halerisiko. Lige nu virker det som om, at verdensøkonomien groft sagt kun består af halerisiko. Alt kan ske.

Teorien om den sorte svane synes at være blevet den bedste mainstream forklaringsmodel på verdensøkonomien anno 2022.

Alene i de seneste godt to årtier har det finansielle marked skulle fordøje mega events som it-boblen, finanskrisen og senest coronanedlukninger. Nedturene og udsvingene har været ekstreme, og det er såmænd ikke, fordi verden ikke har vist sig fra sine værste sider i finansiel forstand i nyere samtidshistorie.

Og hver gang er verdensøkonomien fortsat med at vokse. Men for pokker det er svært at gennemskue det enorme udfaldsrum af mulige forløb, vi skal igennem, inden vi lander på benene.