Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Coronakrisen viser os både magtens fordele – og et glimt af dens mørke side

Det er en konstant i menneskets udviklingshistorie, at nogle har mere at skulle have sagt end andre. Men magten har også en mørk side.

Arkivfoto: ​Covid-19-krisen er et eksempel på, hvordan en trussel kan lede til en samling om magten. Statsministeren og regeringen har som bekendt nydt stor opbakning i befolkningen og alle partier var enige om Særloven. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

Magt og hierarki synes at være grundlæggende kendetegn ved alle samfund til enhver tid. Forskning i menneskets udviklingshistorie peger på, at der er tale om antropologiske konstanter, som evolutionen har indbygget i os. Som CBS’ mangeårige rektor, Finn Junge-Jensen sagde: »Behovet for ledelse er konstant«.

Det hænger sammen med, at alle grupper, organisationer og samfund står over for grundlæggende ensartede udfordringer forbundet med samarbejde (i bred forstand). De håndteres ofte bedst ved at nogle, af forskellige årsager, har mere at sige end andre og kan kontrollere, eller i det mindste påvirke, andres handlinger – dvs. kan udøve magt. Når problemerne er store og komplekse, giver det mening at arrangere magtudøvelsen i hierarkier.

Men samfund, grupper og organisationer er så også forskellige, og magten antager forskellige former alt efter, hvor man ser hen, og den har forskellige årsager. »Magtafstanden« er helt forskellig i samfund som for eksempel Danmark, Frankrig og Kina, som Gert Hofsteede har gjort opmærksom på. Og hvad der giver magt er også helt forskelligt. Ursula von der Leyen, Microsofts Satya Nadella, pave Frans, eller World Economic Forums Klaus Schwab udøver forskellige former for magt, men der er meget forskellige kilder til deres magt. Magt kan funderes i for eksempel rå dominans, lovgivning, prestige, karisma, eller overlegen indsigt.

Trusler samler os om magten

Selv i samfund hvor magten er fordelt i meget flade hierarkier og hvor der en høj grad af tillid, kan den rå, ubesmykkede magt udøves – og vinde generel tilslutning. Organisationer med blød ledelse og kultur kan pludselig skrue bissen på. Det sker typisk, når der opstår situationer, der ses som en markant trussel mod samfundet, gruppens eller organisationens overlevelse. Her viser magtens hensigtsmæssighed sig – men ofte også dens mørke sider.

Covid-19-krisen er et eksempel på, hvordan en trussel kan lede til en samling om magten. Statsministeren og regeringen har som bekendt nydt stor opbakning i befolkningen og alle partier var enige om Særloven. Lederskribenter og debattører gik ren Carl Schmitt og anpriste Suverænen (statsministeren), der turde indføre den nødvendige Undtagelsestilstand. Men magtudøvelsens mørke sider begynder at kunne anes, for eksempel i de senere ugers minkdrama.

Den engelske historiker og politiker Lord Acton sagde, at »al magt korrumperer men total magt korrumperer totalt«. Forskningen giver Acton ret, men måske ikke helt på den måde man skulle tro. Det handler ikke nødvendigvis om bevidst at gå over til »The Dark Side« (for at tale star warsk) og glædes ved at undertrykke sine medmennesker. Det kan være mere subtilt.

I et eksperiment påvirkede forskere forsøgspersoner til at føle sig mere eller mindre magtfulde og bad dem dernæst vurdere højden på forskellige personer. De, der var blevet påvirket til føle sig mere magtfulde, undervurderede systematisk højden på disse personer. En tolkning af resultatet er, at oplevelsen af egen magt modsvares af, at andre opleves som mindre magtfulde – der derfor måske skal »hjælpes«, også selvom de gerne vil have sig det frabedt. I et andet eksperiment vistes, at personer der blev påvirket til at føle sig mere magtfulde, blev dårligere til at sætte sig i andres (minkavleres?) sted.

Forskningen viser i øvrigt også, at mennesker med magt tager flere risici (måske i forhold til lovhjemler?), og har højere testosteron- og dopamin-niveauer, men lavere kortisol-niveauer. Magt gør noget ved én, helt ned på det neurokemiske niveau.

Det er op til læseren at vurdere i hvilket omfang dette kan overføres til de seneste ugers minkskandale (eller til diverse erhvervsskandaler). Men det er værd at opholde sig ved magtens skyggesider, ikke mindst for dem, der ønsker den – attraktive – magt.

I gamle dage gik de magtfulde i samfundet i kirke og fik at vide, at der var nogen over dem, og at der en dag var et regnskab, der skulle gøres op. Det gør de ikke mere.

I et markedssamfund lægger konkurrence begrænsninger på magtudøvelsen. Man kan skifte job, hvis man ikke bryder sig om lugten i bageriet. Men jo mindre marked, jo mere politisk magt. Man kan så pege på eventuelle positive konsekvenser af mere politisering – men regnestykket giver kun mening, hvis man også medtager magtens uundgåelige mørke sider.