Historien om, hvordan statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes regering holdt hånden under erhvervslivet og dets ansatte under coronakrisen, skal åbenbart skrives om.
Fredag morgen var økonomerne ved at tabe underkæben, da Danmarks Statistik pludselig lancerede en helt ny statistik over antallet af danskere på lønkompensation. I ugen op til 21. juni var der blot 24.607 danskere på lønkompensation, hvilket lidt efter temperament er en tiendedel eller niendedel af det tal, som har figureret i debatten på op mod en kvart million. Økonomerne i DI udgav på et tidspunkt en analyse, som viste, at 257.000 danskere ville ende med at få gavn af lønkompensationsordningen.