Økonomerne spår den vildeste optur i 2021 – men der er mindst fem ting de ved, at de ikke ved

Når det gælder coronakrisen, er der de ting, vi ved. Der er også ting, vi ved, vi ikke ved. Og så allermest bekymrende er der også ting, vi ikke ved, at vi ikke ved. Vi er formentlig mange, der i bagklogskabens lys vil placere coronakrisen under kategorien af ting, vi ikke ved, at vi ikke ved. Her er fem ting, som vi ved, at vi ikke ved, skriver Berlingskes erhvervsredaktør.

USAs tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld har indsigt i, hvad det vil sige at vide, hvad man ikke ved, og hvad man ikke ved, hvad man ikke ved. Det kunne være nyttigt under coronakrisen. Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

Nå, det var så den krise. Fristelsen til at lægge coronakrisen i graven er stærk – eller i det mindste at forsøge at holde sommerferie fra de seneste tre måneders ekstraordinære og dramatiske tider i samfundet og økonomien. Ikke mindst når tre magtfulde stemmer inden for kort tid fortæller en temmelig enslydende historie om, hvordan nedfrysningen af dansk økonomi under coronakrisen er ved at blive forvandlet til robust fremgang lige om lidt.

Det er let at fortabe sig i tal, så den korte oversættelse af de seneste økonomiske vurderinger fra finansminister Nicolai Wammens (S) økonomer i Finansministeriet, nationalbankdirektør Lars Rohde og overvismand Carl-Johan Dalgaard er, at det dramatiske fald i den økonomiske aktivitet i år vil blive modsvaret af en lige så sprudlende opgang i 2021, hvis alt går vel.