Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Christopher Arzrouni: »På kort sigt er det måske givtigt at markedsføre det identitetspolitiske reb, man skal hænges i«

De hvide, midaldrende mandlige ledere af store kapitalistiske virksomheder var blandt de første til at favne identitetspolitiske bevægelser, noterer Anna Libak i sin fremragende bog »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Den rummer en lære til virksomheds­ledere, der har travlt med at være »nogen« i stedet for at blive til noget.

De hvide midaldrende mandlige ledere af store kapitalistiske virksomheder var blandt de første til at favne identitetspolitiske bevægelser såsom Black Lives Matter, LGBTQ osv. Det noterer Anna Libak i den aldeles fremragende bog »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg

Livet er farligt, hvis man er en hvid midaldrende mand og leder af en stor kapitalistisk virksomhed. Man risikerer at blive skældt ud for at undertrykke arbejderne, diskriminere kvinderne (og de andre køn), se stort på de fattige i ulandene, ødelægge kloden og meget mere. Det er old news.

Derfor er det en god taktik at iføre sig jeans og sneakers. Tag afdøde Steve Jobs fra Apple eller Kasper Rørsted fra Adidas. Man bliver lidt mindre angribelig, når man aflægger sig den patriarkalske kapitalistuniform for at blive en af drengene og hyle med de ulve, man er i blandt: Forbrugerne.

De hvide, midaldrende mandlige ledere af store kapitalistiske virksomheder var blandt de første til at favne identitetspolitiske bevægelser såsom Black Lives Matter, LGBTQ osv. Det noterer Anna Libak i den aldeles fremragende bog »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«.

Hendes anliggende er at rehabilitere det personlige ansvar. »Nu om dage er den hvide mand skyldig på det abstrakte plan, uanset hvad han konkret har gjort,« forklarer Libak. »Skyldig i privilegieblindhed og skyldig i at profitere af de usynlige strukturer, der løfter nogle op og holder andre nede.«

Men mens den almindelige hvide mand stadig knap nok ved, hvad der har ramt ham i værdikampen, er erhvervslederne for længst rykket videre som glade deltagere i den fædrelandsløse frigørelse (og kapitalistiske kapitulation).

»De hvide midaldrende mandlige ledere af store kapitalistiske virksomheder var blandt de første til at favne identitetspolitiske bevægelser såsom Black Lives Matter, LGBTQ osv. Det noterer Anna Libak i den aldeles fremragende bog »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. (...) Læs Libaks bog for at forstå, hvordan globaliseringen og kapitalismen har mistet legitimitet i de kredse, som ellers støttede den.«


»Hvad er vigtigst: fællesskab eller frisættelse? Her er det klart i de multinationale selskabers interesse, at verden forbliver omskiftelig, grænseløs og omstillingsparat,« skriver Libak og noterer – ikke uden humor – at: »I det hele taget er en flydende livsstil, hvor folk skifter madvaner, garderobe, bopæl, partnere og jobs hvert femte minut, så absolut med til at stimulere forbruget«.

Virksomhederne har oprettet afdelinger til at sikre, at de kan følge med tiden og med de købestærke forbrugere. »Get woke or go broke«, lyder slagordet, som Libak imidlertid føler trang til at punktere. Det gik vist ikke så godt med omsætningen, da Gilette lancerede en reklame med en transperson, der barberede sig. Der findes jo også mange »almindelige« forbrugere.

Libaks bog handler ikke primært om erhvervsliv, men om, hvordan både den identitetspolitiske venstrefløj og den nypopulistiske højrefløj har vundet værdikampe på at blive fornærmede, være ofre, skyde skylden på strukturelle forhold bestyret af bøhmænd såsom kapitalisterne eller DJØFerne. Venstrefløjen har dyrket minoriteter og mangfoldighed, mens højrefløjen har dyrket den trængte nationale flertalskultur.

Den hvide mand »er i udgangspunktet ikke et hak bedre end alle andre«. Men Libak ønsker at redde upartiskheden og virkeligheden fra de følelser af krænkelse og forurettelse, der bremser selvstændig tænkning. Og hun sætter et spejl op foran den identitetspolitiske venstrefløj, så de kan se, at deres spejlbillede er ... Donald Trump. »Trump var højrefløjens karikatur på venstrefløjen,« erklærer Libak frejdigt. »Trump udtrykker, hvordan virkeligheden er for ham, og netop derfor bliver han så svær at imødegå – for han ved jo bedst selv, hvad han føler.« Når man leger identitetspolitik risikerer man mere Trump.

Læs Libaks bog for at forstå, hvordan globaliseringen og kapitalismen har mistet legitimitet i de kredse, som ellers støttede den. »'Kosmopolitisk liberalisme’ lyder nu heller ikke særlig godt længere. Det klinger pludselig elitært og leder tankerne hen på penge, letsindighed og selvfedme; på skattely og CEOs i gummisko«. Måske skulle man satse på at være nyttig frem for at være woke.

Virksomhedsledere skal være i besiddelse af en god portion opportunisme. På kort sigt er det måske givtigt at markedsføre det identitetspolitiske reb, man skal hænges i. Men overvej Libaks syv principper, hvoraf det vigtigste lyder: »Bliv til noget frem for til nogen«. I længden er ens identitet først og fremmest kun interessant for en selv. Og det er netop – i mine øjne – styrken ved markedet: At man kan samarbejde med folk, man ikke ligner og måske heller ikke bryder sig om.