Der er lange og snørklede bortforklaringer, hændervriden og et uskønt spil om ansvaret. Men bundlinjen er klar: Priserne på smør er stadig rekordhøje, hvilket man som forbruger selv kan forvisse sig om hver eneste dag i supermarkedernes kølediske.
En pakke Lurpak koster fortsat mellem 28 og 30 kroner for 200 gram i en lang række supermarkeder, når den ikke er på tilbud. Det sker, selvom energipriserne og de internationale priser på smør er faldet markant. De nyeste tal fra januar fra den toneangivende hollandske smørbørs viser, at smør er faldet med 24 procent på blot to måneder.