Bare fordi en artikel har fået 70.000 clicks, er det ikke nødvendigvis godt. Lad os tale kvalitet

Data, data, data. Hvis man har interesseret sig blot en smule for den digitale omstilling de seneste ti år, har det været umuligt at komme uden om data som løsningen på snart sagt alle virksomheders problemer. Data – eller som buzzword »big data« – har været det nye sort meget længe.

Vi lever i en verden, hvor data er guld. Data kan sige meget om adfærd og om handlingsmønstre. Data kan fortælle, hvor længe dine kunder besøger dit website. Om de bor i hovedstaden eller i Nordjylland. Hvornår de bruger mest elektricitet, og hvornår på døgnet de tanker benzin. Data kan fortælle, om det vil være fordelagtigt at bygge en ny supercykelsti, eller om endnu en metro er en bedre løsning. Og så videre og så videre.

Men i en verden, hvor det bliver stadig sværere at spå om fremtiden, kommer data ofte til kort. Hvorfor? Fordi data kun siger noget om det, der allerede er sket, men meget sjældent om det, der vil ske. Data fortæller, hvad der er sket, men ikke hvorfor det er sket.

Data må derfor aldrig stå alene. Lad mig give et eksempel fra journalistikkens verden: Bare fordi en artikel har fået 70.000 klik, er det ikke nødvendigvis godt. Tallet er højt, og det kan være fristende at varme sig ved det, fordi det bidrager til det samlede antal sidevisninger, som igen kan tiltrække annoncører. Men det siger ikke noget om kvaliteten, og det kan endda være direkte skadeligt for brandet og kontrakten med læserne, hvis artiklen for eksempel handler om letlevende damer, og man i øvrigt positionerer sig som et seriøst medie.

Selv om man kan tilvejebringe al data i verden, er det stadig den menneskelige faktor, der er altafgørende, når der skal træffes store beslutninger. Det er erfaring, rutiner og måske endda modet til at gøre det uventede. At man som leder tør sætte en retning, der handler om mere end død data.

I sin glimrende bog »Sensemaking« skrev Christian Madsbjerg, grundlægger af konsulentfirmaet ReD Associates, for et par år siden om vigtigheden af den menneskelige faktor i en verden, der bliver mere og mere automatiseret og afhængig af algoritmer.

Madsbjerg argumenterer overbevisende imod myten om, at det giver større sikkerhed for ledere at træffe store beslutninger på baggrund af tal og data. I et interview med Lederne fra 2018 uddyber han sit synspunkt om at gå fænomenologisk til værks og i stedet tage beslutninger med udgangspunkt i indhentet viden om menneskelige handlinger og aktiviteter.

»Myten om den videnskabelige maskine fyldt med big data, der kan give os et overblik over alting, er noget sludder og vrøvl, og det ved de dygtige ledere også godt. Alle ledelsesbeslutninger indebærer jo i sidste ende noget selvstændig og kritisk tænkning,« udtalte han dengang.

Det flugter fuldstændigt med min egen forståelse af ledelse og evnen til at træffe de rigtige beslutninger. At data og mennesker i forening finder frem til de bedste resultater. Og at man som leder dernæst tør træffe de nødvendige beslutninger, også selv om der ikke er konsensus rundt om bordet.

Men hvad gør man, når solen går ned, og al data er gennemtygget? Hvordan får man styr på tankerne, så man kan træffe den rigtige beslutning? Løber en tur? Drøfter det med sin bedre halvdel? Hvordan føles det at træffe den rigtige beslutning?

Erfaring og intuition er kompetencer, man som leder med fordel kan bringe mere i spil. Jeg tror på, at succesrige ledere er nysgerrige mennesker, og at vi i Danmark overvejende er gode til at drive virksomheder, fordi vi stræber efter og tør tillade et kulturelt lederskab i de øverste ledelseslag. At man som leder sætter data og sociologi ind i en større samfundsmæssig kontekst, der også handler om, hvilke strømninger der er i tiden og forsøger at perspektivere, hvad der i øvrigt foregår ude i verden.

Personligt kan jeg godt lide at sove på tingene, før jeg konkluderer. Men det har taget mig år at nå frem til at stole mere på min mavefornemmelse. Måske fordi det emmer af at være noget uvidenskabeligt føle-halløj og i afdelingen for bløde kompetencer. Min tese er imidlertid, at mange ganske enkelt lytter for lidt til deres mavefornemmelse – den menneskelige faktor – før de afgørende beslutninger bliver truffet. Uagtet om det er bevidst eller ej.