»I har slået med knipler, I har truet med våben,« begynder Christania-sangen fra 1976 med det fantastiske omkvæd: »I kan ikke slå os ihjel. Vi er en del af jer selv«.

Christiania-sangen indrammer kernen i balladen om bankskatten, som går ud på, at bankerne skal straffes for finanskrisen og dårlige sager, men omvendt stadig er og skal være en livsnerve i det økonomiske system. Topchefen i Jyske Bank, Anders Dam, fastslår, at regningen for bankskatten ryger direkte videre til kunderne, og topchef Michael Rasmussen følger trop, når han peger på, at foreningsejede Nykredit slet ikke kan sende regningen til andre end kunderne.

Denne uges nedtur for bankformanden Michael Rasmussen ligner en mulig optur i en af de kommende uger, hvis det ender med, at regeringen må bakke. Der er flere gode bud på denne uges optur, men overdommeren lander på Birgitte Anker, direktør i Socialstyrelsen og ny rigsstatistiker – den første kvinde siden 1850 – fra 1. oktober. Måske landets sejeste jobtitel. Men overdommeren var fristet til at give tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) æren som ugens optur.

UGENS OPTUR

 

1. Birgitte Anker: Rigstatistikeren er en taldronning, Christiane Vejlø

Overdommeren lod sig i ugens løb rive med af begejstring over udnævnelsen af den nye rigsstatistiker. »Hun er Danmarks første taldronning – og får Danmarks fedeste jobtitel,« var overskriften, da Berlingske fortalte om udnævnelsen af 56-årige Birgitte Anker til rigsstatistiker efter giganten Jørgen Elmeskov med en fortid som vicecheføkonom i OECD.

I et ethvert cviliseret samfund er statistik en nøgle til en oplyst demokratisk debat, så det er i sagens natur ikke ligegyldigt, hvem der står i spidsen for de 550 medarbejdere i talfabrikken på Østerbro i København. Så viste Berlingske tilstrækkelig respekt, da Birgitte Anker blev udråbt til taldronning?

»Har aldrig helt forstået, hvorfor kvinder skal kaldes »dronning«, når de når toppen? Hvorfor ikke bare en professionel titel,« lød den syrlige bemærkning til Berlingskes dækning fra teknologitænkeren og foredragsholderen Christiane Vejlø på Twitter. Av.

Vi takker John Hansen, @john_hansen_dk, på Twitter for at opklare, at ordet konge giver 344.000 hits på Google, mens dronning kun udløser 147.000. Vi lever fint med taldronning – dem er der ikke gået inflation i.

Birgitte Anker, ny rigsstatistiker pr. 1. oktober 2020.
Birgitte Anker, ny rigsstatistiker pr. 1. oktober 2020. PR

2. Søren Skou: En glad mand i otte kvartaler

Alle taler om Søren Skou som en glad mand. Det forstår man godt. I otte kvartaler er det gået frem for Danmarks suverænt største virksomhed målt på omsætning, og da Søren Skou onsdag præsenterede andet kvartals regnskab, var der nogen, der kneb sig i armen over, at A.P. Møller - Mærsk nu forventer at tjene mere i år, end før coronakrisen ramte verdensøkonomien. Nu kan de tålmodige aktionærer i Mærsk i horisonten igen spejde en aktiekurs på 10.000 kroner.

»Vi har ageret meget anderledes nu end under den finansielle krise. Dengang gik vi efter at vinde markedsandele, men denne gang har vi taget 20 procent af vores kapacitet ud og efterfølgende løbende sat det ind igen. Det har betydet, at vores priser har været stabile,« siger Søren Skou.

Overdommeren er ydmyg over for den glædelige udvikling og lytter derfor gerne til, hvad kloge folk tænker om fremtiden for den ikoniske virksomhed: »Hvis vi kigger ind i en fremtid med mindre globalisering og mere teknologi, bliver Mærsk-strategien mere relevant for kunderne, men sværere at eksekvere,« skriver Niels Lunde, chefredaktør på Børsen. Før fremtiden melder sig, skal vi imidlertid allesammen bare lige gennem en eventuel anden bølge coronasmitte i efteråret. Overdommeren krydser fingre.

CEO Søren Skou, A.P. Møller - Mærsk.
CEO Søren Skou, A.P. Møller - Mærsk. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

3. Bjarne Corydon: Så fik han lidt luft

Børsens ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør, Bjarne Corydon, har haft en god uge. Berlingske har i denne uge afdækket forløbet om DONG-sagen i en stor artikelserie. Nu kan det lyde, som om overdommeren er blevet blød i knæene og forelsket i sin egen journalistik. Ro på. Erhvervsmediet Finans, TV 2, DR eller Politiken kunne også have fået idéen til at foretage et ligsyn på DONG-sagen – den sag dør vist aldrig.

Overdommeren noterer sig mange fine citater fra den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon (S), hvoraf nogle af dem fortjener at blive husket.

»Det er fint, at man har slået på mig. Det har jeg nærmest syntes, at der i et eller andet omfang har været noget frydefuldt over. Jeg har brugt mange kræfter på at positionere mig som en, der simpelthen ikke vil lade sig kue af populister. At være lige på mod dem bekommer mig faktisk meget vel,« siger Bjarne Corydon.

Det må være rart at få lidt luft. »We aim to please, Bjarne.«

Bjarne Corydon, tidligere socialdemokratisk finansminister, nuværende administrerende direktør og chefredaktør på Børsen.
Bjarne Corydon, tidligere socialdemokratisk finansminister, nuværende administrerende direktør og chefredaktør på Børsen. Thomas Lekfeldt

UGENS NEDTUR

 

1. Michael Rasmussen: Bankernes nye slagsang er Christiania-sangen

Bankernes formand og topchefen i Nykredit er ved at lære en nyttig lektie. Undskyldninger og bodsgang ansporer kun politikerne til at intensivere klapjagten på bankerne frem for at mildne synet på bankerne. Man kan derfor i dag spørge, hvad Michael Rasmussen fik ud af sin undskyldning til samfundet for fortidens fejl og hvidvask på Finansrådets årsmøde i december 2018.

»For de fejl vil vi som samlet sektor gerne sige undskyld. Til vores kunder. Og til samfundet,« sagde bankernes formand dengang. Nu har den socialdemokratiske regering givet sit svar på sektorens bodsgang: En ekstraskat – indpakket i ordet »samfundsbidrag« – på 1,5 mia. kroner øremærket Arne med den begrundelse, at sektoren stadig står i konkret gæld til samfundet efter finanskrisen og tjener for mange penge. Glemt er overskuddet på bankpakkerne på 17 mia. kroner.

Heldigvis ser Michael Ramussen, som hidtil har været lidt usynlig i debatten om regningen for Arne, ud til at vågne op: »Vi er foreningsejet, så hos os er kunder og ejere de samme. Så selv om vi sender regningen videre til ejerne, rammer det altså kunderne. Det kan vi ikke undgå, uanset hvor meget vi end gerne ville,« siger Rasmussen til Finans. En elegant måde at udfordre regeringen og en lille lektion til grådige politikere i moderne kapitalisme. Måske bankernes nye kampsang er Christiania-sangen: »I kan ikke slå os ihjel. Vi er en del af jer selv.«

CEO for Nykredit, Michael Rasmussen.
CEO for Nykredit, Michael Rasmussen. Asger Ladefoged

2. Morten Bødskov: Bødskov fisker i bankernes lommer

Regeringen og ikke mindst skatteminister Morten Bødskov (S) synes med sikkerhed, at den forgangne uge har været alletiders. Regeringens udspil til en konkret model for en ret til tidlig pension finansieret af nye skatter på bankerne, nye skatter på ejendomsselskaber og nye skatter på risikovillige investorer betyder, at Mette Frederiksen kan sætte flueben ved mindst fire valgløfter.

Skatteministeren ligner en mand på fisketur, når han nu opfinder en ny måde for bankerne at finansiere skattesmækket på 1,5 mia. kroner: »Man kan se på de lønninger og honorarer, man giver internt i sin egen virksomhed,« siger Morten Bødskov til Børsen.

Man forestiller sig vel, at man så skaffer 1,5 mia. kroner ved at skære i bestyrelsesformand Karsten Dybads honoror på 3,8 mio. kroner i Danske Bank eller Chris Vogelzangs løn på 15 mio. kroner. Regningen til bankerne er 75 gange større end lønnen til bestyrelsesformanden og topchefen i Danske Bank. Så hvor meget skal landets banksansatte gå ned i løn for at finansiere Arne, skatteminister? Det må være første gang i historien, at en socialdemokratisk minister beder nogen gå ned i løn for at finansiere velfærd.

Skatteminister Morten Bødskov (S).
Skatteminister Morten Bødskov (S). Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

3. Kåre Schultz: Superstjernen ramt af nye anklager

Superstjernen Kåre Schultz er altid godt stof. Den danske topchef i den israelske gigant inden for kopimedicin Teva er til en astronomisk lønpakke sat i spidsen for en turnaorund i virksomheden, der har en global omsætning på over 100 mia. kroner.

Nu er der nye anklager mod Teva på det store amerikanske marked, hvor Kåre Schultz i forvejen kæmper med anklager om, at selskabet har været involveret i karteldannelse. Oven i kartelanklagerne i 47 stater, hvor Schultz har afvist at indgå forlig, har den amerikanske regering ifølge Børsen og Reuters også anklaget Teva for at muliggøre falske tilskudskrav i den offentlige sygekasse, Medicare. Ifølge stævningen har Teva betalt 300 mio. kroner for at dække Medicares tilskudsforpligtelser hos sklerosepatienter. Angiveligt har det udløst falske krav til millioner af dollar.

Den amerikanske regering anklager Teva for at muliggøre de falske tilskudskrav hos Medicare som et resultat af, at Teva har betalt returkommission for sit sklerosemiddel Copaxone. Pyha, det er indviklet. Hold et godt øje med Kåre Schultz og Teva.

Teva-topchef Kåre Schultz.
Teva-topchef Kåre Schultz. Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix