Arnold Busck er en bombe i coronakrisen – og sætter nyt kritisk lys på nødpakker

Konkursen i Arnold Busck er en bombe i coronakrisen. En bombe, der bør få regeringen til at stramme op i de bøvlede og bureaukratiske nødpakker. Og det bør være en bombe, som for alvor får oppositionen til at udfordre regeringen på krisepolitikken.

Så ramte coronakrisens hidtil mest spektakulære konkurs. Stakkels Arnold Busck, der efter 124 års historie indgiver konkursbegæring. De kommende dage vil være rige på historier om mennesker, der har et følelsesmæssigt forhold til boghandlerkæden. Det har jeg selv.

Jeg købte min seneste bog hos Arnold Busck i Købmagergade i København – »Muligheden af en ø« af Michel Houllebecq – og blev som sædvanlig godt betjent af de diskrete og kompetente ansatte i boghandlerkæden med 29 butikker og en omsætning i 2019 på godt 300 mio. kroner. Det var et frikvarter at gå i Arnold Busck.