Alle har brug for en pause fra den vilde passion på jobbet 

Der er forskel på den passion for arbejdet, som ejere og medarbejdere bringer til bordet. Det er en ledelsesopgave af dimensioner at forstå, at ikke alle brænder intenst for det samme projekt.

»Det er en fornem ledelsesopgave at kanalisere en del af sin passion videre til sine medarbejdere og samtidig respektere, at der kan være andre syn på arbejdslivet, der gør, at de ikke har mod på at vie deres liv til det større arbejdsmæssige formål,« skriver partner og administrerende direktør Louise Stenbjerre. Søren Bidstrup

Året lakker mod enden. Mange af os indleder netop nu en fokuseret slutspurt, hvor omsætningsmål skal nås, og frugten af årets initiativer høstes. Budgetterne for næste år er allerede lagt, så nu handler det om at binde sløjfe på projekter inden indgangen til det nye år.

At jagte sine mål skal være drevet af begejstring. Og de, der lykkes med at nå dem, er altid drevet af passion for at udrette noget og se både projekter og sig selv lykkes. Når alle de små tandhjul falder i hak, opnår vi reel arbejdsglæde, der gør det meningsfuldt for os at gå på arbejde.