Sommerferien går på hæld. I skrivende stund kigger jeg ud over klipperne og havet fra mit hotel i Allinge på Bornholm efter tre ugers dansk sommer med børn, sol, venner, byger og familie. Med tre børn mellem seks og 16 år bliver det i tiltagende grad nemmere at holde ferie; alle indgår i fællesskabets familietandhjul.
Væk er længslen efter første dag på kontoret efter ferien, hvor man endelig kunne slappe af igen med en varm kop kaffe.
Mine børn gider godt traske rundt på Hammershus og lytter mere eller mindre frivilligt efter, når vi besøger en rundkirke. Alligevel er der ofte forskellige behov, vi imødekommer. Den seksårige skal tit vises vej ind i legen, og de store skal vises vej ud af deres teenage space. Ekstrovert, introvert. Lidt ligesom forskellige medarbejderprofiler på arbejdspladsen.
Sammenligningen ligger lige for, for 24 timers konstant samvær med familien gør det klart, at den, der fylder mest og råber højest, også nemt kommer til at sætte dagsordenen. Det er vigtigt at lytte til dem, der er knap så umiddelbare og foretrækker at trække sig fra fællesskabet.
Traditionen tro har det også være en sommer med masser af sport. De hule drøn fra Wimbledon og den monotone helikopter-snurren fra Tour de France har igen ageret sonisk bagtæppe, man kunne gå til og fra mellem badeture og eftermiddage i læ for blæsten på terrassen – nogle dage endda samtidig på skærme side om side.
Mens min mand mest er til cykling, nørder jeg igennem med tennis. Ingen kamp er for inferiør, og når de største spillere tørner sammen, bliver spillet så sublimt og nervepirrende, at det nærmer sig kunst. I sommerhuset genlæste jeg den amerikanske forfatter David Foster Wallaces berømte essaysamling »String Theory«, som er noget af det bedste, der er skrevet om tennis.
Wallace – som selv tilhørte de bedste amerikanske ungdomsspillere – skriver indlevende om, hvordan en spiller som Roger Federer formåede at tænke op til fem slag frem, og om at bruge banen geometrisk, om at bruge vinden til sin fordel og om, hvorfor alle tennisbaner af hensyn til solen er bygget, så de ligger nord/syd.
Tennis er et mentalt spil. Man er alene på banen og skal håndtere presset selv. Beslutningerne, der skal træffes konstant og hele tiden, er kun ens egne. De bedste tennisspillere skal besidde evnen til at nulstille sig selv. De kan ikke hænge fast i tabte bolde, ligesom de heller ikke må tænke meget længere end næste bold. Hvert point kræver maksimalt fokus.
Se det bredere perspektiv
Hvordan spiser man en elefant? En bid ad gangen. Og så ender størstedelen alligevel med at tabe, fordi der i tennis er så få vindere, som Taylor Fritz lakonisk konstaterer i den formidable dokumentar »Breakpoint« på Netflix.
Det bølger frem og tilbage i tennis, og en kamp kan gå i mange retninger på blot et par minutter. Så hurtigt går det alligevel ikke i arbejdslivet. Men evnen til at nulstille og se tingene i et bredere perspektiv er interessant.
Alle kan træffe dårlige beslutninger. Enten fordi tingene går for stærkt, fordi vi er pressede eller følelsesmæssigt engagerede. Det er irriterende at dumme sig. Men det er også meget menneskeligt. Og der er en forfriskende sårbarhed i at turde stille sig frem og sige: »Jeg tog fejl, nu skal jeg videre.«
Sommerens tennis har fået mig til at indse værdien i arbejdsmæssigt at erkende tabte slag, nulstille, og så tage det næste kamp, som den kommer. Om det så skal tage en nats søvn og et nyt syn på tingene, før de er fordøjet.
Målet er naturligvis, at man godt kan tabe bolde undervejs og stadig vinde den store kamp. Præcis ligesom sommerferien. Der har været masser af gange, hvor det ikke gik som planlagt: Hvor ventetiden på restauranten fik sultne maver til at vrisse ad hinanden. Hvor den planlagte stranddag blev forpurret af regn. Hvor »jeg keeeeder mig« og »hvad skal jeg lave« gik på repeat hos den yngste, hvilket alle bliver vanvittig af.
Men her ved udgangen af ferien sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af at være nulstillet, og at sommerferien lykkedes i al sin magt og vælde med op- og nedture. Præcis som jeg også forventer, at arbejdslivet vil gøre det, når jeg igen møder ind efter ferien.
Louise Stenbjerre er administrerende direktør og partner i To The Moon, Honey