Fotografiet af energiselskabet Ewiis længst fyrede topchef forarger og fascinerer. Direktøren, Knud Steen Larsen, og hans hustru er foreviget i en luksuriøs Chesterfield-stue, og Larsens veltilfredse grin signalerer, at han selv synes, han har fortjent det.
Fotoet er gået over i historien som symbolet på Danmarks elkonger, som de var engang. I 2017 blev Larsen smidt på porten i jysk-fynske Ewii med bulder og brag efter afsløringer i pressen af sponsorfryns, milliongage og dyre vaner. Dog blev han udstyret med en velvoksen gylden faldskærm trods en stribe elendige investeringer, som han havde spenderet kundernes penge på.