Pia Olsen Dyhr, 46 år, partiformand for SF
Da Pia Olsen Dyhr i 2014 blev formand for Socialistisk Folkeparti (SF), stod partiet midt i sin måske mest tumultariske periode nogensinde. Man var netop trådt ud af regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet og Radikale Venstre, der var profilflugt, og den daværende formand, Annette Vilhelmsen, ønskede ikke at fortsætte.
Mens SF endnu var en del af regeringen, nåede Pia Olsen Dyhr at være først handels- og investeringsminister og siden transportminister. I 2006 var hun som vikar medlem af Folketinget et par uger, og ved valget året efter blev hun stemt ind på sit eget mandat. Hun har en kandidatgrad i statskundskab fra Københavns Universitet og har været en del af SF, siden hun var 14. Dengang var det SF Ungdom, som hun fra 1996-1998 også var formand for.
Hun er opvokset i Vallensbæk med en mor, der var rengøringsassistent, og en far, der var førtidspensionist. I oktober udkom biografibogen »Pia Olsen Dyhr – mønsterbrud og opbrud«, der er skrevet af Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.