Boguddrag: Midt i det monumentale kaos stod Pia Olsen Dyhr: »Jeg var en smule bidsk«

Berlingskes Thomas Larsen udgiver mandag en bog om Pia Olsen Dyhr. Vi bringer her et uddrag fra kapitlet, hvor hun beslutter sig for at stille op som ny formand efter SFs kaotiske exit fra SRSF-regeringen i 2014.

Da Pia Olsen Dyhr stillede op som ny SF-formand, var det afgørende for hende, at partiet ikke igen lagde sig i »hængekøjen« – fjernt fra indflydelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Midt i det monumentale kaos på dagen, da SF tumlede ud af regeringen, mødte Pia Olsen Dyhr en journalist og en fotograf, der stod klar med et tændt kamera på den røde gang på 2. sal af Christiansborg, hvor partiernes gruppeværelser er placeret.

Journalisten spurgte, om Pia Olsen Dyhr nu også skulle til at være socialdemokrat i lighed med flere af de andre SFere, som var på vild flugt fra SF.

»Jeg svarede, at jeg ikke gad snakke med dem, men lidt længere nede ad gangen tænkte jeg, at jeg blev nødt til at svare ordentligt. I modsat fald ville de hurtigt kunne køre en overskrift a la »Pia Olsen Dyhr overvejer at blive socialdemokrat«. Jeg gik tilbage og sagde: »JEG BLIVER ALDRIG SOCIALDEMOKRAT!« Det kom helt inde fra dybet. Så gik jeg ind i vores gruppelokale, og de andre kom ind ad døren og fandt deres pladser – slatne og nedslåede.«

Det var en rædselsfuld dag for de hårdt prøvede SFere. Alle havde tabt. Men i stedet for at drikke gravøl var Pia Olsen Dyhr og flere af de tilbageblevne partifæller fast besluttet på at forsøge at finde en vej frem. De mødtes i Transportministeriet for at lægge strategi for den kommende tid.

»Mødet fandt sted sent om eftermiddagen. Astrid Krag kom og meddelte med det samme, at hun ikke længere var SFer, men socialdemokrat. Vi blev sure på hende, og jeg kan huske, at Jonas Dahl sagde: »Hvad fanden bilder du dig ind?« Men hun kunne ikke længere se sig selv i SF, sagde hun. Man kunne undre sig over, at hun blev så længe som minister for SF, men den slags indvendinger kunne vi ikke bruge til så meget. Hun smuttede.«

Dermed forsvandt en politiker, som havde været SFU-formand, som var blevet udnævnt til minister i en meget ung alder, og som i 2012 havde rakt ud efter formandsposten i opgøret mod Annette Vilhelmsen. Over for pressen lod Astrid Krag senere forstå, at hun i virkeligheden altid havde følt sig som socialdemokrat, hvilket efterlod de gamle partifæller i SF med en mærkelig smag i munden.

Ida Auken var også med til mødet i Transportministeriet, men hun var ukampdygtig. Det meste af tiden var hun opløst i gråd. Pia Olsen Dyhr husker, hvordan Ida græd, mens Holger K. Nielsen og Jonas Dahl forsøgte at føre en seriøs samtale om SF’s fremtid.

»Hvad gør vi nu? Hvem skal være partiformand? Hvordan kommer vi videre? Alle de spørgsmål forsøgte de at stille, mens Ida sad og græd. Vi spurgte hende, om hun kunne tænke sig at blive formand, men det ville hun ikke. Hun var helt nede efter de kampe, vi havde været igennem i de sidste døgn. Derpå blev det klart, at Jonas heller ikke ville være partiformand. Han havde to små piger derhjemme, og han kunne ikke se det for sig. Derefter sagde Holger: ‘Nu peger pilen på dig, Pia.’ Jeg tror egentlig, at Holger ville have foretrukket at få Jonas som formand, men da det ikke kunne lade sig gøre, pegede han på mig. Jeg svarede, at jeg ville overveje det, og jeg tror, at jeg allerede der fik sagt, at hvis jeg skulle være formand, ville jeg have sikkerhed for, at jeg havde alles opbakning. Jeg ville ikke kaste mig ud i det projekt uden at have fuld opbakning.«

Dagen efter optrådte Ida Auken i fjernsynet, og Pia Olsen Dyhr kunne se på sin mobil, at partifællen havde forsøgt at ringe.

»Jeg skruede op for lyden, så jeg kunne høre, hvad hun sagde i tv, og jeg hørte hende fortælle, at hun ville melde sig ind i Det Radikale Venstre. Okay! Jeg havde ellers sagt til hende, at hun ikke måtte træffe nogen beslutninger, når hun var slået ud. Giv dig tid, før du gør noget, havde jeg sagt. Da jeg så hende i tv, blev jeg ked af det og skuffet. Hun havde sagt, at hun ville give sig tid til at tænke situationen igennem, men det blev en kort tænkepause. Jeg kunne se, at hun havde prøvet at ringe, før hun var gået på tv, men for mig var det ikke godt nok. Når man aftaler med et tv-hold, at de skal komme hjem til én, gør man det ikke spontant. Jeg syntes ikke, at det var i orden – og derfor var jeg vred – men samtidig var jeg meget ked af, at hun forlod SF.«

Udover Astrid Krag og Ida Auken valgte Ole Sohn at forlade SF. I medierne blev det især bemærket, at de unge SF-politikere var hurtige til at skifte parti, så snart de ikke kunne få deres karriereønsker opfyldt. Det blev også kritiseret, at de tog deres mandat med sig til deres nye partier. Det var at snyde de vælgere, som havde stemt på dem i den tro, at de var SF-politikere, lød kritikken.

Elendig stemning

I dagene efter skulle det rent formelle overstås – det vil sige afskeden hos Dronningen og overdragelsesforretningen om mandagen i de seks ministerier, hvor der indtil nu havde været ministre fra SF i chefstolen.

»Vi skulle til Dronningen, og vi skulle i den forbindelse mødes i Statsministeriet. Jeg husker tydeligt, at der var en kejtet og elendig stemning. Ida Auken stod sammen med Margrethe Vestager, Astrid Krag holdt sig tæt til Helle Thorning-Schmidt, mens Holger, Annette, Jonas og jeg stod sammen. Jeg tænkte, at vi skulle få det overstået så hurtigt som muligt. Helle sagde et par ord til os, og det var ikke en tale, der gjorde det store indtryk. Hun sagde noget i retning af, at det var trist, at det skulle ende sådan, men vi sås jo nok igen. Bagefter tænkte man ikke ligefrem, at hun ville savne os.«

Derudover blev afskeden forpestet af, at Thorning i fuld offentlighed fastslog, at »SFs interne diskussioner sled på regeringen«, hvilket Pia Olsen Dyhr opfattede som en utilstedelig afskedssalut til det parti, der havde støttet S-formanden, da hun var nede, og som havde medvirket til, at hun overhovedet blev opfattet som en statsministerkandidat.

I SF blev den vigtigste begivenhed dernæst, at partiet skulle samles til et dialogforum i Vingstedcentret i Vejle, hvor formændene for partiforeningerne, SFs tillidsfolk og byrådsmedlemmer skulle være med. Det skete om lørdagen, og det blev en af de sidste ture i ministerbilen for Pia Olsen Dyhr. Hun havde planlagt at arbejde i bilen, men hun faldt i søvn.

»Det var første gang, at jeg gav mig selv lov til at trække vejret. Indtil da havde jeg følelsen af, at jeg befandt mig i undtagelsestilstand. Alle ringede konstant for at høre, om jeg ville stille op, og jeg følte mig rundtosset og resigneret. Søvnen hjalp, og jeg følte, at kampgejsten vendte tilbage. Jeg talte i telefon med en god veninde, der sagde, at det var vigtigt, at jeg var bevidst om, hvad jeg ville sige til pressen, når jeg kom frem. »Du er nødt til at tænke over, hvad du vil sige til dem. Du skal ikke komme uforberedt. Du skal tænke det igennem,« sagde hun. Jeg besluttede mig for at sige, at det ikke var sikkert, at jeg ville stille op som formand – men hvis jeg skulle være formand, skulle SF i hvert fald ikke tilbage i hængekøjen i de næste 20 år. Jeg ønskede at give klar besked om, at hvis jeg skulle være formand, skulle det være med det erklærede mål, at SF skulle i regering igen.«

Pia Olsen Dyhr endte med at stille op som formand - og blive valgt - efter SFs kaotiske farvel til regeringen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger.

Formand for SF?

Da Pia Olsen Dyhr ankom, stod journalisterne ganske rigtigt parat, og de spurgte, om hun havde tænkt sig at stille op som formand. Hun svarede, som hun havde planlagt, at hvis hun skulle være formand for SF, skulle det være for et parti, der var villigt til at tage ansvar og være i regering.

Det røg på direkte tv og trak overskrifter på mediernes hjemmesider, hvilket SF’erne inde i salen med det samme registrerede, for i de døgn fulgte de fleste partifolk med i deres partis skæbne, minut for minut, via mobilen.

»Jeg var en smule bidsk. Men for mig var det et afgørende signal at få sendt,« siger Pia Olsen Dyhr.

Ellers var det småt med offensive tiltag på mødet, som mest af alt havde karakter af et sidste-mand-lukker-og-slukker-møde.

»Selv de SFere, der gerne ville ud af regeringen, vidste, at det ikke var sket på den bedste måde, og der var ingen, der sad tilbage med følelsen af, at de havde vundet en stor politisk sejr. Der var kun en masse tabere.«

Undervejs tog Pia Olsen Dyhr ordet og talte om, hvor SF skulle hen. Hun forsøgte at skabe en smule begejstring, og da hun var færdig, kunne hun ikke undgå at bemærke, at hun aldrig nogensinde havde fået så mange klapsalver. »Jeg tror, at det var deres måde at sige til mig, at hvis jeg stillede op, bakkede de op.«

Da hun kom hjem fra mødet i Vingstedcentret, satte hun sig ned og lavede en lille øvelse, som hun var blevet opfordret til af kommunikationsrådgiveren Søs Marie Serup, der tidligere havde været spindoktor for Lars Løkke Rasmussen.

»Hun havde sagt til mig: »Tænk over to ting. Først skal du sortere dem fra, der bare har travlt med at smigre dig. Hvem mener det oprigtigt, og hvem gør ikke? Få et realistisk billede af din opbakning.« Den del af øvelsen var forholdsvis nem. Det havde jeg faktisk gjort i forvejen, for jeg er nok ret kritisk anlagt. Bare fordi man er paranoid, er det jo ikke ensbetydende med, at man ikke er forfulgt! Den anden del var sværere. Hun havde sagt: »Hvis du ikke var bange, ville du så gøre det?« Det tænkte jeg meget over. Jeg var på det tidspunkt næsten kommet frem til, at jeg skulle sige nej.«

Når det hældte mod et nej, skyldtes det ikke kun frygten for ikke at slå til i rollen som formand. Det skyldtes også, at hun hurtigt var blevet præsenteret for attraktive jobtilbud fra to større private virksomheder.

»Jeg svingede frem og tilbage, og jeg tænkte, om tiden var kommet til at forlade politik. Jeg forestillede mig, hvordan det ville være at have et arbejde, hvor man selv kunne styre rammerne, og det var en tiltalende tanke. Tænk, hvis jeg ikke behøvede at være i TV Avisen om aftenen eller i radioavisen klokken 06.00 om morgenen, og hvor dejligt ville det ikke være at kunne vende ryggen til alle vores kampe? Jeg havde været i politik i mere end 10 år, og måske var det nok? Da de to jobtilbud kom fra virksomheder, der var progressive og stærke på den grønne dagsorden, tænkte jeg, at det kunne blive en spændende udfordring.«

Derudover var Pia Olsen Dyr klar over, at der sker noget, når man træder frem i forreste linje. Projektørlyset vil pludselig blive skarpere, og ens fejl og mangler vil blive udstillet på en måde, som en menig folketingspolitiker ikke behøver at frygte.

»Hvis man bliver partiformand, vurderes man pludselig på mange andre parametre. Jeg er ikke smart, og jeg er ikke sjov. Jeg har ikke nødvendigvis alt det, som man skal rumme for at kunne være en folkelig politiker. Derfor var det en tiltrækkende tanke at kunne få et mere almindeligt arbejde igen.«

På vej ud ad døren til et storkredsmøde i Nordsjælland sagde hun til sin mand, at hun troede, at hun ville sige nej til at blive formand – og Villy Dyhr så glad ud ved tanken. Da hun nåede frem, blev hun omringet af SF’ere, som sagde, at de glædede sig til, at de snart kunne bakke deres nye formand op. Det var tydeligt, at de håbede og forventede, at hun skulle være den næste SF-leder.

»Den kampgejst, jeg havde mødt, sendte mig for alvor i en ny retning. Da jeg kom hjem, sagde jeg til Villy, at jeg ville stille op. »Det vidste jeg godt,« svarede han. Jeg tror, at han ville have foretrukket, at jeg ikke var blevet formand. Han ved, hvor hårdt det er at være i toppolitik, og han var nok i tvivl om, hvorvidt jeg ville være robust nok. »Jeg ved ikke, om du har elefanthud nok til det. Du bliver ked af det, når folk siger grimme ting om dig. Det er du nødt til at finde en løsning på,« sagde han. Jeg ved ikke, om jeg har fundet den løsning, for jeg kan stadigvæk blive ked af det, men jeg besluttede mig for at kaste mig ud i det.«

Thomas Larsen: »Pia Olsen Dyhr - Mønsterbrud og opbrud«. Udkommer på forlaget Gyldendal 22. oktober.