Henriette Kinnunen, 47 år, CEO, DVCA

Da Henriette Kinnunen for knap et år siden tiltrådte som CEO for Danish Venture Capital and Private Equity, DVCA, fik kapitalfondenes brancheforening et nyt talerør. Og den juristuddannede skatteekspert med en fortid som chefjurist i den borgerligt-liberale tænketank Cepos og public affairs director i Grace-PA, taler med vægt, for DVCA-medlemmerne forvalter ikke mindre end 100 milliarder kroner.

Selv opfatter hun de jævnligt udskældte kapitalfonde som rygraden i dansk erhvervsliv, og i en tid, hvor vækstdagsordenen fylder meget i den politiske debat, har hun påtaget sig opgaven med at arbejde for bedre rammevilkår for medlemmerne med det mål, at »de kan bidrage med endnu mere vækst og flere arbejdspladser,« som hun udtalte ved sin tiltrædelse.