Britt Meelby Jensen: Den danske biotekdronning

Britt Meelby Jensen, 47 år, adm. direktør, Atos Medical

Efter sin uddannelse på Copenhagen Business School indledte 47-årige Britt Meelby Jensen sin karriere i den hårde konsulentskole hos McKinsey. Men efter to år skiftede hun til Novo Nordisk og er siden blevet på den side af bordet – både i brancheforstand og i forhold til selv at eksekvere en forretnings­strategi frem for at rådgive andre om, hvordan de skulle gøre netop det.

Efter stillinger som blandt andet administrerende direktør for Zealand Pharma og Dako blev hun i starten af 2019 ansat som topchef i den svenske medicinalvirksomhed Atos Medical i Malmø.

Atos Medical er et medicinsk teknologiselskab med fokus på tale- og lungerehabilitering for patienter, der operativt har fået fjernet strubehovedet på grund af kræft. Selskabet har 22 datterselskaber og lige godt 800 ansatte.

»Det er en virksomhed, hvor alle brænder for at gøre en forskel for en overset patientgruppe. Jeg er imponeret over de flotte resultater i de seneste år, og jeg ser frem til at trække på min erfaring og kompetencer for at fortsætte virksomhedens succesfulde rejse sammen med et stærkt hold,« sagde Britt Meelby Jensen, da hun tiltrådte 1. marts.