Formueopgørelsen for familien følger udviklingen i koncernens aktiekurs. Det seneste år har denne aktiekurs bevæget sig meget op og ned, men er på stort set samme niveau som for et år siden.
Der er betydelig usikkerhed om formuens størrelse for netop familien bag A.P. Møller-koncernen. Således er ingen familiemedlemmer registreret for aktiebeholdninger over fem procent. Til gengæld er der registreret en række selskaber af forskellige familiemedlemmer – Estemco-selskaber og Mærsk Broker med videre – og de indgår naturligvis i opgørelsen. Herudover er det antaget, at de aktier, som faderen, Mærsk Mc-Kinney-Møller, havde, stadig er i familiens ejerskab.
Familien har stadig den fulde kontrol over koncernen gennem fondsejet. Udadtil tegnes koncernen af datteren Ane Uggla, og hun er ligeledes formand for fondsbestyrelsen. Ane Uggla har i øvrigt i år modtaget Kommandørkorset af Dannebrogsordenen, der rangerer som niveauet over ridder af Dannebrogsordenen. Herudover markerer familien sig med uddelinger af fondsmidler, således i år blandt andet 250 millioner kroner til indkøb og ibrugtagning af protonacceleratoren til kræftbehandling på Aarhus Universitetshospital.
