Zaher kan blive den første syriske flygtning, som bliver sendt hjem: »Vi er forsøgsdyr i et dødeligt, dansk politisk eksperiment«

Fredag bliver det afgjort, om Danmark som det første og eneste land i Vesten vil sende syriske flygtninge tilbage til en krig, der stadig hærger, og et regime, der vilkårligt bomber og torturerer sit folk. Seks familier er udvalgt som »prøvesager« og skal måske udvises. En af dem er Zahers.

Zahar er 48 år og syrisk flygtning. På fredag kan han blive den første syriske flygtning i Vesten, der får frataget sin opholdstilladelse og eventuelt bliver sendt hjem. Niels Ahlmann Olesen

Der går noget tid, før Zaher indvilliger i at blive interviewet. Den 48-årige familiefar fra Sydsjælland er bange for, at problemerne vokser sig større. Men så på den anden side: Kan det om muligt blive værre end det her?

I 2015 flygtede den midaldrende interiørdesigner fra krigen i Syrien og det regime, som har skiftevis tøndebombet og gasset sin egen befolkning og tortureret tusindvis af civile til døde uden forklaring eller rettergang. Fredag kan Zaher så blive den første syriske flygtning i Danmark, Europa, ja faktisk hele verden, som får frataget sin konventionsbestemte opholdstilladelse og udvist af landet. En beslutning, der kan få dramatiske konsekvenser for ikke bare familien og dansk udlændingepolitik, men også syriske flygtninge i hele Europa.