Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Vladimir Putins risiko for at blive udsat for et kup af den russiske efterretningstjeneste, FSB, øges for hver uge, der går.
Det hævder en whistleblower fra den russiske efterretningstjeneste, skriver DailyMail.
Putin var selv direktør for FSB fra 1998 til 1999, inden han blev præsident i 2000. Men nu vil FSB måske vende ham ryggen, lyder det fra whistlebloweren.
Utilfredsheden med Ruslands invasion af Ukraine er steget og steget i efterretningstjenesten, og Putins position i spidsen for Kreml bliver mere og mere usikker, mener den anonyme kilde.
Det er Vladimir Osechkin, som er eftersøgt for sit arbejde med at afsløre mishandling i Ruslands fængsler, der har delt opdateringer fra kilden inde fra efterretningstjenesten.
Den anonyme kilde har sendt ham breve med informationer fra FSB.
Vladimir Osechkin fortæller til The Times, at whistlebloweren oplyser, at vreden mod Putin er ved at tage til.
Ifølge whistlebloweren har Putin givet FSB skylden for den manglende, hurtige kontrol over Ukraine, da Rusland invaderede landet for en måned siden.
FSB-officerer bliver samtidig ramt af de stadigt voksende EU-sanktioner, og dermed vokser frustrationen, siger kilden.
Ingen ture til Disneyland
Vladimir Osechkin fortæller til The Times, at whistleblowerne beretter om, at sanktionerne har forhindret Ruslands højtstående efterretningsfolk i at rejse til deres feriehuse og gjort dem ude af stand til at »tage deres børn til Disneyland Paris«, og det er de langt fra tilfredse med.
FSB-officerer får langt mere i løn end den gennemsnitlige russer, og de får også udleveret en lejlighed af staten, skriver DailyMail.
Ifølge Vladimir Osechkin skabte Putin i 20 år en »stabilitet i Rusland, som gjorde det muligt for FSB-officerer, politifolk, statsanklagere og andre mennesker inde i systemet at leve det gode liv«.
Men det er altså slut nu, hvor Ruslands økonomi er hårdt ramt som følge af krigen. Efter at have vænnet sig til »det gode liv« ønsker FSB-agenterne altså ikke at »vende tilbage til Sovjetunionen«, siger Vladimir Osechkin ifølge DailyMail.
»For hver uge og hver måned, denne krig fortsætter, øges muligheden for et oprør fra dem i efterretningstjenesten,« siger han ifølge mediet.
Vladimir Osechkin har ikke ønsket at navngive sin kilde, men han fortæller til The Times, at kilden er ansvarlig for en mindre analyseafdeling i efterretningstjenesten.
Han kom i kontakt med whistlebloweren i oktober 2021, da Vladimir Osechkins menneskerettighedsgruppe havde slået en video op inde fra et Russisk fængsel, hvor en fange blev tortureret af FSB-officerer.
To dage før Ruslands invasion af Ukraine i slutningen af februar havde whistlebloweren angiveligt fortalt Vladimir Osechkin, at FSB-officerer forsøgte at skabe uroligheder i ukrainske fængsler, som, man håbede, ville føre til optøjer og dermed urolighed i landet.