Watergate-journalist går til angreb: Her er de 21 republikanske senatorer, der »foragter« Trump

Donald Trump er foragtet af mindst 21 republikanske senatorer. Det skriver den amerikanske stjernejournalist Carl Bernstein på Twitter. Men han »aner ikke, hvad han taler om«, siger talsmand.

 
Søndag var Donald Trump på golfbanen, mens hans seneste søgsmål i Pennsylvania blev afvist som forfatningsstridigt af en republikansk dommer. Video: CNN. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere

Udadtil støtter de ham. Men i private samtaler har en række republikanske senatorer angiveligt udtrykt »ekstrem foragt« for Donald Trump. Og nu har Watergate-journalisten Carl Bernstein sat navne på dem.

Det skriver The Guardian.

Carl Bernstein er et legendarisk navn i amerikansk journalistik. Sammen med kollegaen Bob Woodward stod han i 1970erne bag afsløringen af Watergate-skandalen, som endte med at afsætte præsident Nixon.

Mens Donald Trump har siddet på magten, har Carl Bernstein også skrevet to opsigtsvækkende bestsellere om præsidenten og de folk, der arbejder for ham i Det Hvide Hus. Begge udgivelser har ført til stor kritik af Donald Trump.

Og nu, hvor Donald Trump har tabt det amerikanske præsidentvalg, er journalisten gået på Twitter med et hårdt og personligt angreb på Republikanerne. Han anklager 21 republikanske senatorer for hykleri.

Og selv om flere af dem altså ikke er stået frem med kritikken offentligt, er Carl Bernstein ikke bange for at nævne deres navne:

Rob Portman, Lamar Alexander, Ben Sasse, Roy Blunt, Susan Collins, Lisa Murkowski, John Cornyn, John Thune, Mitt Romney, Mike Braun, Todd Young, Tim Scott, Rick Scott, Marco Rubio, Chuck Grassley, Richard Burr, Pat Toomey, Martha McSally, Jerry Moran, Pat Roberts og Richard Shelby.

Privat har de angiveligt gentagne gange udtrykt »ekstrem afsky« for Donald Trump, men udadtil støtter de stadig præsidenten i hans mange søgsmål om mulig valgsvindel. Det ved Carl Bernstein fra »kolleger, stabsmedlemmer, lobbyister og rådgivere i Det Hvide Hus«, skriver han på Twitter.

Det vil med andre ord også betyde, at de fleste af de navngivne senatorer altså ikke har kritiseret Donald Trump over for Carl Bernstein – og slet ikke til citat. Alligevel offentliggør han nu navnene.

Senatorernes »feje offentlige stilhed« har nemlig hjulpet præsidenten med at »underminere og miskreditere det amerikanske valgsystem«, mener Bernstein.

»Mange, hvis ikke de fleste, af disse personer var, ud fra hvad jeg har hørt, glade for at se Donald Trump tabe dette valg, så længe Republikanerne kunne beholde flertallet i Senatet,« har Bernstein i øvrigt uddybet i et interview på CNN.

Det vil først blive afgjort i januar, om Republikanerne kan beholde flertallet i Senatet. Det vil være op til to omvalg i delstaten Georgia.

Blandt de mange navne, som Bernstein har offentliggjort, figurerer flere højtstående partimedlemmer. Det gælder for eksempel John Thune, Republikanernes politiske indpisker i Senatet, Marco Rubio, formand for Senatets efterretningsudvalg, og Chuck Grassley, tidligere formand for retsudvalget.

Andre har flere gange kritiseret Donald Trump offentligt, og deres navne kommer derfor næppe som nogen overraskelse. Det gælder for eksempel Ben Sasse, Susan Collins, Lisa Murkowski og John Cornyn.

Flere af dem har sådan set også erkendt, at Joe Biden har vundet. Det gælder Mitt Romney – som også ofte har meldt sig som hård kritiker af Donald Trump – Marco Rubio, Lisa Murkowski, Susan Collins og Pat Toomey.

En talsmand for Rick Scott har kaldt listen for »dum« og nægtet at svare på anklagerne.

»Carl Bernstein aner ikke, hvad han taler om,« siger han.

Lyt til »Kampagnesporet«, Berlingskes podcast om amerikansk politik: