EU-Kommissionens leder, Ursula von der Leyen, roser Storbritannien for at have fundet frem til en mere pragmatisk tone i forhandlingerne med EU om handel og en særlig ordning for Nordirland efter brexit.

»I dag er vores drøftelser med London præget af en ny og mere pragmatisk tone,« siger hun.

Ursula von der Leyen besøgte torsdag Irland.

»Med sund fornuft og fokus på de konkrete problemer, som virkelig optager befolkningen i Nordirland, tror jeg, at vi kan finde en løsning på de praktiske spørgsmål, som stadig udestår omkring protokollen,« siger hun.

Ursula von der Leyen kalder sine kontakter til den nye britiske premierminister, Rishi Sunak, for »opmuntrende«.

De langvarige forhandlinger om brexit mellem Storbritannien og EU har tidligere været præget af hårde fronter og manglende vilje til kompromis.

Briterne har krævet en genforhandling af den gældende aftale, som har ført til mere bureaukrati i forbindelse med en del varetransporter.

Von der Leyen sagde ved et møde med irske parlamentarikere, at EU »lytter nøje til alle stemmer i det britiskstyrede Nordirland, hvor brexit har skabt en ny situation.

Aftalen mellem den britiske regering og EU fastholder Nordirland som en del af EUs indre marked og med en åben grænse til Irland.

Det skal forhindre, at der opstår nye spændinger mellem på den ene side unionister, som overvejende er protestanter – og på den anden side republikanere, som overvejende er katolikker.

Hverken den britiske regering eller de probritiske nordirske protestanter er dog tilfredse med den eksisterende aftale.

Nordirland skule have holdt valg i december eller et lille stykke inde i det nye år. Men den britiske minister for Nordirland, Chris Heaton-Harris, har udsat det.

Valget kommer muligvis først til at finde sted efter et gennembrud i forhandlingerne omkring brexitaftalen.

De nordirske politikere kunne ikke blive enige om at udpege en ny førsteminister og regering efter regionale valg i maj.

Her blev Sinn Fein det største parti.

/ritzau/AFP

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.