Vistisen »fik go« af Thulesen Dahl – og så blev EUs nye højrefløj skabt på et hotel i Strasbourg

EU-skeptiske partier står til at opnå det bedste valg nogensinde ved det kommende valg til Europa-Parlamentet. Dansk Folkepartis Anders Vistisen har været en central del af en plan, der skal gøre højrefløjen til en sand magtfaktor.

Anders Vistisen blev valgt ind i Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti for fem år siden. Ved det kommende valg ventes partiet at gå markant tilbage, mens Vistisen dog stadig bliver spået en plads i parlamentet. Celina Dahl

Efter at samlingerne i Europa-Parlamentet i Strasbourg var overstået, smuttede Anders Vistisen ofte ned på hotellet Regent Petite. På hotelrestauranten ved Ill-flodens bred satte Dansk Folkepartis ene europaparlamentsmedlem sig eftermiddag efter eftermiddag til bords med repræsentanter fra partier på Europas højrefløj.

Over mange måneder diskuterede de deres plan: De ville skabe et nyt og slagkraftigt EU-skeptisk projekt med det mål at erobre magten fra Bruxelles og sende den tilbage til nationalstaterne.