Hvis vi på EU-niveau indfører en flyafgift på 0,33 euro pr. liter flybrændstof, vil de højere billetpriser få antallet af rejsende til at falde så meget, at den europæiske flybranches CO2-udledning kan nedbringes med 11 pct.
Regnestykket fra en endnu ikke offentliggjort EU-rapport, som en række store europæiske aviser tirsdag kunne lække, lyder besnærende enkelt. Ikke mindst midt i en valgkamp forud for næste uges europaparlamentsvalg, hvor flyafgifter er et brandvarmt emne.
Men forudsætningerne bag det holder ikke, mener Liberal Alliances spidskandidat Mette Bock.
»Jeg tror ikke på, at folk generelt vil holde op med at flyve, selv om de skal betale 100 kr. mere for en flybillet,« siger hun til Berlingske og fortsætter:
»I Sverige har de ingen registreringsafgifter på biler. I Danmark er de meget høje. Kører vi mindre i bil i Danmark? Nej, vi kører præcis lige så meget.«
Ifølge Mette Bock er anbefalingerne i EU-rapporten udtryk for »symbolpolitik«, der ikke batter meget, pga. flybranchens globalt set relativt lave bidrag til CO2-udledningen.
»Samtidig kommer en afgift til at genere vores måde at leve på og bevæge os på og vil især gå ud over de mennesker, som har færrest økonomiske ressourcer,« siger hun.
Masser af penge til at skabe nye job
De øvrige partier i blå blok og Socialdemokratiet er enige i, at investering i ny og grønnere teknologi – både i flybranchen og generelt – vil være langt mere virkningsfuldt. Det stod klart under en debat mellem partiernes spidskandidater tirsdag i Landstingssalen på Christiansborg.
Til gengæld meldte de Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet sig klar til at støtte en afgift på flyrejser – og meget gerne placeret på brændstoffet i stedet for oven i billetterne.

SFs Margrethe Auken betegner da også EU-rapportens anbefalinger som »en strålende idé«.
»For det første er det fuldstændig grotesk, at luftfarten får lov at sende regningen videre,« siger hun til Berlingske med henvisning til den årtier lange fritagelse for afgift på flybrændstof.
SF-spidskandidaten hæfter sig desuden ved, at afgiften ifølge rapporten vil indbringe EUs medlemslande ca. 27 mia. kroner. Det vil betyde, at den, hvis indtægterne bruges rigtigt, samlet set ikke kommer til at koste arbejdspladser.
»Hvis man virkelig bruger pengene til at investere i nye, moderne job og ikke bare lader det blive til skattelettelser, så er der jo også noget at hente socialt,« siger Margrethe Auken, der har så meget desto sværere ved at forstå, hvorfor rapporten endnu ikke er blevet offentliggjort.
Ifølge Le Monde, der var med til at lække rapporten, har den ligget klar i et år. Og den franske avis mere end antyder, at EU-Kommissionen har syltet den pga. af de i mange medlemslandes kontroversielle anbefalinger.
»Det kan skyldes pres fra nogle dumme lobbyister, men jeg kan heller ikke forstå, at de i så fald går i brædderne over det. Det er for flovt, hvis det er det, der er sket,« siger Margrethe Auken.