Over 70 personer er døde af coronavirus i Sverige, og mindst 200 har været indlagt på landets intensivafdelinger. I løbet af de næste par dage forventes tallene at stige betydeligt, fortalte landets statsepidemiolog, Anders Tegnell, torsdag.

Men det betyder ikke, at sundhedsmyndighederne bør skifte kurs i kampen mod covid-19, fastholder han ifølge Svenska Dagbladet.

»Vi ved ikke, hvor vi havner. Men vi har bedre forudsætninger, end man har i Italien. Vi kom i gang meget tidligere, og vi har oprustet vores intensivafdelingers kapaciteter,« siger han:

»Vi forventer at få betydeligt færre dødsfald per capita i Sverige, end man har set i Italien, men vi får se.«

Mens statsepidemiologen forholder sig nogenlunde roligt, er landets skoler og restauranter stadig åbne. Men på landets hospitaler begynder læger at bekymre sig for, hvad de har i vente, skriver Dagens Nyheter.

På Karolinska Institutet i Stockholm advarer lægerne om en mulig flaskehals på intensivafdelingen. Og på Södersjukhuset frygter tillidsrepræsentanten, Clara Strömberg, at der kan blive underbemanding på akutafdelingen, i takt med at flere og flere læger og sygeplejersker må gå i isolation.

»Det betyder, at belastningen bliver større på dem, der er på arbejde. Mange tager heldagsvagter og arbejder over. Personalet bliver nødt til at blive flyttet rundt på sygehuset, så vi har den bemanding, der er brug for,« siger hun til Dagens Nyheter.

Mens antallet af smittede og døde stiger i Stockholm, har Anders Tegnell afvist al snak om at sætte hovedstaden i karantæne, selv om der tidligere har været rygter om, at han overvejede det. Stockholm er hårdest ramt af coronavirusudbruddet, men eksperter vurderer, at det snart kan se lige så slemt ud i Malmö og Göteborg.

De to byer menes at være to uger bagefter Stockholm i coronavirusudbruddet.

»Jeg er ikke specielt urolig for, at det kommer til at se særligt anderledes ud her, end det gør i så mange andre lande,« siger Tegnell i et interview til SVT.

Men han understreger, at han er klar til at indføre nye tiltag, hvis udviklingen ændrer sig betydeligt.

»For mange ubesvarede spørgsmål«

Den kurs bekymrer Cecilia Söderberg-Nauclér, der er læge og professor på Karolinska Institutet. Hun forsker i virologi og immunologi, og i et nyligt interview til Politiken forudser hun en potentiel katastrofe i Sverige, hvis ikke sundhedsmyndighederne snart skifter kurs.

»Det er et højrisikoeksperiment, som jeg ikke kan acceptere. Der er simpelthen for mange ubesvarede spørgsmål,« siger hun til Politiken:

»Jeg tror, at vi er nødt til at vælge de strategier, som virker, for at undgå en katastrofe. Ligesom man gør i alle andre lande. Vi er alene om denne strategi, fordi vi har en svag regering, der har fuld tillid til de eksperter, som er tilknyttet sundhedsmyndighederne. Men vi er andre fagfolk, som ser fundamentalt anderledes på sagen.«

Situationen er ikke desperat endnu, men den er presset, advarer en anonym læge fra et af Stockholms sygehuse, over for Dagens Nyheter:

»Det, som bekymrer mig, er tanken om, hvordan vi skal holde det her ud i flere uger endnu. Det her er ikke et sprinterløb, men et maraton. Og vi har ikke passeret første vandpost endnu,« siger han.

Mens Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) for 14 dage siden indledte den stribe af historiske tiltag, der har lukket Danmark effektivt ned i dag, har man i Sverige begrænset restriktionerne til at forbyde forsamlinger på over 500 personer og har lukket gymnasier og universiteter ned.

Men trods forskellige strategier er udviklingen i antal smittede og døde tæt på identisk i de to lande, som Berlingske tidligere har beskrevet.

Ved middagstid torsdag havde Danmark 41 dødsfald som følge af virussen, 94 er indlagt på intensiv, mens 1.851 personer er konstateret smittet. I Sverige er 73 personer døde, mindst 200 har været indlagt på intensiv, og mere end 2.800 personer er konstateret smittet.