Nathalia Barajas husker stadig, hvordan hun som barn blev smuglet over den mexicanske grænse og ind i USA af sin familie. Den i dag 19-årige kvinde blev skjult under sække og en presenning på ladet af en pickup-truck og kørt gennem den 35 grader varme ørken.
Men siden hun kom til USA som ganske lille, har hun ligesom sin 20-årige mand Alfredo Barajas – det unge par fra Ohio blev gift i marts – følt sig lige så amerikansk som Stars and Stripes.
Hun kom til USA som toårig, han som treårig. Begge har de gået i amerikansk børnehave og high school og i det hele taget levet amerikanske liv.
»Jeg har endda været cheerleader,« som hun formulerer det.
Aldrig følte de sig anderledes end deres klassekammerater og venner. Aldrig følte de sig uvelkomne. Aldrig blev de dømt på deres mexicanske aner.
Indtil for nylig.
For efter sidste års valgkamp og valget af Donald Trump til præsident er stemningen skiftet.
»Vi ser os selv som amerikanere – men efter Trump er vi lagt for had,« siger Nathalia Barajas. »Vi kender ikke til andet end Amerika. Men nu frygter vi at blive deporteret.«
Nathalia Barajas er juridisk assistent i et forsikringsselskab, mens Alfredo Barajas er rådgivningsassistent i et byggefirma. Begge er en del af det katolske samfund i Hamilton i Ohio, og på væggen i stuen hænger et stort kors med Jesus. Alfredo lægger hænderne på sin hustrus skuldre:
»USA har altid været vores hjem, og vi har aldrig haft problemer. Men når folk nu hører, at vi ikke er amerikanske statsborgere, men illegale immigranter, skifter tonen. Nogle siger ligeud, at vi ikke fortjener at være her.«
»Drømmere«
Nathalia og Alfredo Barajas burde egentlig ikke være bekymrede for at blive anholdt og deporteret ud af USA. De er begge en del af en særlig gruppe af illegale i USA, der kaldes »drømmere« (»dreamers«, red.), og som tidligere præsident Barack Obama bevilligede opholds- og arbejdstilladelse, fordi de var mindreårige, da de i sin tid kom ulovligt til Amerika med deres familie.
Men frygten har sat sig i hele det mexicanske miljø, efter at Donald Trump har lovet en ny hård kurs mod indvandring og sat fart på deporteringer af illegale immigranter.
Selv om Obama satte rekord i deporteringer, så førte han en politik, der reelt placerede ni ud af USAs 11 millioner illegale indvandrere uden for fare for at blive deporteret.
Trump har lovet at øge deporteringerne af illegale og samtidig stoppe nye i at komme ind i USA ved at bygge en mur ved grænsen til Mexico. Præsidenten mangler stadig at sikre sig finansieringen af sin mur, men han har med et dekret allerede sænket barren for, hvornår illegale kan deporteres. Nu er familier og illegale med en ren straffeattest ikke længere fredet, som de var under Obama.
Ingen føler sig derfor længere sikre mod deportering – og altså end ikke parret Barajas, selv om Donald Trump har sagt, at dem, som Barack Obama gav den særlige status som »drømmere«, sandsynligvis vil beholde deres rettigheder.
»Spørgsmålet er, om man kan stole på Trump,« siger Nathalia Barajas og beskriver, hvordan frygten har sat sig i hele det mexicanske miljø.
»Halvdelen er skrækslagne, den anden halvdel gemmer sig.«
Nye tal fra USAs agentur for Immigration, ICE, siger en del om, hvad der ligger bag frygten:
De første 100 dage af Trumps præsidentskab er antallet af anholdelser af indvandrere steget med 38 procent, og antallet af masseanholdelser i immigrantmiljøer er steget med hele 50 procent.
Godt nok dominerer kriminelle stadig statistikkerne. 30.500 kriminelle indvandrere blev arresteret fra januar til april - næsten 20 procent flere end i samme periode sidste år. Men stigningen i antallet af arrestationer af illegale uden pletter på straffeattesten er endnu højere. I konkrete tal er antallet ganske vist mindre - 10.800 - men der er tale om en stigning på næsten 60 procent.
Thomas Homan, fungerende direktør for ICE, siger til Washington Post, at den afgørende grund til det stigende antal anholdelser er, at hans agenter og betjente ikke længere er underlagt Obamas snærende bånd. De har fået frihed til at sætte mere gennemgribende ind med anholdelser og deporteringer, selv om de ifølge direktøren stadig prioriterer kriminelle.
»Vi vil håndhæve loven præcis efter bogen,« siger han til avisen.
Mor til fire deporteret
Håndhævet blev loven også for nylig her i Hamilton i en omdiskuteret sag, som kritikere ikke mener er efter bogen. En kvinde ved navn Maribel Trujillo Diaz blev anholdt på gaden, kort efter at hun havde forladt sit hjem for at gå på arbejde. Hendes fire børn på tre, ti, 12 og 14 år fik aldrig sagt farvel.
Selv kom hun illegalt fra Mexico til USA i 2002. Illegale mexicanere i USA påtager sig i udbredt grad hårdt fysisk arbejde, som ingen andre vil have, såsom rengøring, havearbejde og arbejde på gårde. Maribel Trujillo Diaz var ingen undtagelse. For få år siden blev hun anholdt under en razzia på en kyllingefarm.
En deportering til Mexico blev bremset med den begrundelse, at hun har fire børn, der alle er amerikanske statsborgere, fordi de er født i USA og ikke kender til andet end livet i Amerika. I stedet slap hun som illegal med at møde op hos myndighederne en gang om året. Men det var under præsident Barack Obama.
Den første gang hun mødte op hos myndighederne, efter Donald Trump var tiltrådt som præsident i januar, fik hun sat en elektronisk fodlænke om sin ankel og besked om fremover at møde op hver måned.
To dage efter sit sidste besøg hos myndighederne blev hun anholdt og fængslet. Protesten fra lokalsamfundet var udtalt. Ærkebispedømmet protesterede, 700 underskrev en protest til Ohios senator Robert Portman, og en demonstration gik gennem Hamiltons gader til fængslet. Maribel Trujillo Diaz´ katolske kirke i Hamilton, St. Joseph Church, hvor hun ofte hjalp til som frivillig, bad for hende.
Men denne gang var der ingen nåde.
Onsdag 19. april blev hun deporteret til Mexico. Lige siden har hun og børnene ikke set hinanden. Børnene lever nu alene med deres far i USA. Præsten i hendes kirke, Michael Pucke, sidder på sit kirkekontor og ryster på hovedet.
»USA er bygget på indvandring, og hun bidrog til Den Amerikanske Drøm. Hun arbejdede hårdt, var lovlydig og havde aldrig brudt loven,« siger Michael Pucke.
Han understreger, at kirkens kamp mod Maribel Diaz’ udvisning ikke kan tolkes som manglende respekt for loven.
»Som kirke værner vi om loven, men man må kunne finde retfærdighed på anden vis end ved at separere en mor og hendes fire børn fra hinanden,« siger præsten. »Myndighederne plukker bare de lavthængende frugter ved at deportere personer som hende.«
Advokaten for Maribel Trujillo Diaz, Kathleen Kersh, siger, at hun i modsætning til mange af de hårde kriminelle illegale var nem for myndighederne at finde, fordi hun fulgte alle anvisninger. Hun mødte ifølge advokaten op til alle møder, hun blev indkaldt til, og oplyste pligtskyldigt adresse, telefonnummer, arbejdssted og arbejdstider.
»I stedet for at anerkende, at hun ikke er en trussel for nogen som helst, og at en deportering vil skade hendes amerikanske børn, så anholdt de hende bare uden varsel, hvilket har givet hendes børn et traume for livet.«
Forsvarsadvokaten anklager myndighederne for at spekulere i lette sejre – illegale som Maribel Trujillo Diaz – for at kunne fremvise mere imponerende resultater. Selv om antallet er anholdelser er eksploderet, er antallet af deporteringer faldet. Men ifølge myndighederne skyldes det et efterslæb i Justitsministeriets behandling af sagerne og stigningen i antallet af anholdte kriminelle, der tager længere tid at få deporteret.
Sheriffen Richard K. Jones, der husede Maribel Trujillo Diaz i sin arrest i Hamilton inden udsendelsen, giver intet for kritikken.
»Maribel Trujillo Diaz blev anholdt i en razzia, og derfor var hun på radaren,« siger Richard K. Jones, der personligt har kæmpet for en hårdere kurs mod illegale immigranter.
Under demonstrationen for Maribel Trujillo Diaz blev der protesteret lige uden for hans vinduer. Hendes 14-årige søn holdt en tale om, hvordan det var at miste sin mor, og mange var rørte. Men sheriffen lader sig ikke påvirke af den slags, forklarer han, da Berlingske møder ham på hans sherifkontor i Hamilton.
»Jeg er en passioneret person. Medmindre du er indianer og kommer herfra oprindeligt, eller du blev bragt hertil som slave, så kommer dine forfædre fra andre lande. Det gjorde mine også. Men du må komme hertil lovligt, og så er det lige meget, om du har 14, ti, fem eller fire børn. Hun kom hertil gravid for at få sine børn her. Sådan forstår jeg det. Det hele er sørgeligt. Men deporteringen sender også et budskab til alle, der krydser grænsen ulovligt.«
Frygten for deportation
For Nathalia Barajas er sagen om Maribel Trujillo Diaz som et deja-vu.
Hendes egen mor blev nemlig også deporteret for tre år siden, da hun selv var 16 år, og siden har de ikke set hinanden.
For Nathalia Barajas har det også mindet hende om sin egen situation, at den katolske kirke i Hamilton efter valget af Trump har opfordret mexicanske illegale i menigheden til at lave en værgeaftale for deres børn med herboende familie og venner i tilfælde af, at de pludselig selv skulle blive anholdt og deporteret.
»Det gør ondt i mit hjerte at opleve,« siger hun.
Nathalia Barajas savner sin mor, men hun tør ikke besøge hende i Mexico. For hun frygter at blive stoppet på vej tilbage og nægtet indrejse til USA. Og det ville af flere grunde skabe en svær situation.
Ud over at hun og Alfredo har hele deres liv i USA, er hun gravid med deres første barn og skal føde til oktober. Deres barn bliver, som Maribel Trujillo Diaz’ fire børn, dermed amerikansk statsborger, selv om forældrene er illegale immigranter.
Som såkaldte »drømmere« skal de stadig hver andet år møde op hos myndighederne og dokumentere, at de bidrager til det amerikanske samfund og oplyse alt fra indtægt til arbejdssted og bopæl.
Lige nu bor de hos hans forældre. Parret tjener henholdsvis 154.000 kroner og 168.000 kroner om året. Ikke nogen stor løn, men nok til at de håber snart at kunne flytte i deres eget.
De har planer om at leje et lille stykke jord i en trailerpark og at købe et mobilehome. Det kan de få for godt 10.000 kroner. Lejen af jorden bliver 4.000 kroner om måneden.
Alfredo Barajas skal meget snart til sit næste møde hos immigrationsmyndighederne. Han er nervøs. Frygter det værste, men krydser fingre for, at de accepterer deres planer.
»Jeg beder til, at vi en dag bliver amerikanske statsborgere, så vi kan slippe for denne utryghed.«
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.