1. Multinationale selskaber: EU-Domstolens underinstans, Retten i Luxembourg, annullerede i februar skattebøder for i alt 5,3 milliarder kroner til mere end 30 multinationale selskaber, som Vestager havde givet dem i 2016. Kommissionen var fejlagtigt kommet frem til, at »det belgiske system vedrørende multinationale selskabers overskud udgjorde en statsstøtteordning,« skrev retten.
Vestagers svar: »Domstolen siger, at det her har en dobbeltnatur, hvor vi kun har set på det ensidigt. Der er en substansdiskussion, som skal afgøre, om vi vil anke sagen, eller om vi vil gå ind og se på de specifikke skatteafgørelser i stedet for. Der er en god ting ved dommen: Belgierne havde trukket os i retten med den helt fundamentale påstand om, at vi kan ikke se på det som et spørgsmål om statsstøtte. Det fik de ikke ret i. Det betyder meget for os, fordi det betyder, at fundamentet under nogle af vores andre sager er stærkt.«

