Verdens sidste vilde dræber amerikansk missionær
Et af de mest isolerede folk i verden har dræbt en missionær, der ville sprede det kristne budskab på deres ø.

Et af de mest isolerede folk i verden har dræbt en missionær, der ville sprede det kristne budskab på deres ø.

Verdens sidste vilde er klar til at forsvare deres ret til at være vilde.
Således kostede det forleden en amerikanske missionær livet at forsøge at skabe kontakt til den lille og endog meget isolerede stamme, sentineleserne, på øen North Sentinel i Det Indiske Ocean.
På øen, der er en del af den indiske øgruppe Andamanerne, lever der ikke meget mere end et par hundrede sentinelesere. De har så lidt kontakt til omverdenen, at de bliver beskrevet som verdens mest isolerede folk.
Spyd og buer er, som de har været det i årtusinder, sentinelesernes eneste våben. Det var pile fra disse buer, der forleden ramte missionæren, skriver flere medier, blandt andet BBC.
Det er ifølge den indiske regering ulovligt at besøge øen eller tage kontakt til stammen. Siden 2017 har det sågar været forbudt at tage videoer eller billeder af dem.
Syv fiskere fra en naboø er efterfølgende blevet arresteret for ulovligt at have transporteret missionæren til øen, hvor han angiveligt ville lade kristendommens lys stråle oplyse det mørke folk, skriver BBC.
Ifølge det franske nyhedsbureau AFP havde missionæren gjort flere forsøg på at besøge øen. Bureauet tilføjer, at missionæren blev angrebet og dræbt 16. november – skudt med flere pile, inden de vilde slæbte af med ham med et reb om halsen, lyder det.
Indien har siden selvstændigheden i 1947 praktiseret en politik med så lidt kontakt som muligt til sentinelserne.
Lokalmyndighederne i The Andaman and Nicobar Administration understregede for godt ti år siden, at såvel stammen som deres ø skal have lov at være i fred, ligesom landets love ikke gælder på øen.
De indiske myndigheder skred da heller ikke til retsforfølgelse, efter at to fiskere i 2006 kom for tæt på øen og blev dræbt af beboerne.
Øen er omgivet af et koralrev, der gør det svært at komme i kontakt med dens beboere. Og kommer besøgende forbi koralrevet, kan de se frem til at blive mødt med trusler. De nøgne øboer er ifølge alle beretninger krigeriske og angriber nærgående både i farvandet omkring øen med spyd eller op til to meter lange pile, som de affyrer med kæmpebuer fra kysten.
Efter tsunamien i 2004 blev de indiske myndigheder mødt med stenkast og trusler, da de forsøgte at levere nødhjælp til øen.
Selv om Andamanerne tilhører Indien, opfatter sentineleserne sig helt sikkert ikke som indiske statsborgere. De aner formentlig ikke, hvad Indien er, de har ingen begreb om penge, og de opfatter sig som et selvstændigt folk, der i årtusinder har levet i isolation på North Sentinel.
Så isolerede er de, at ingen antropologer endnu har haft lejlighed til at beskrive det indvendige af deres hytter.
Organisationen Survival International taler vilde og oprindelige folks sag verden over og kritiserer Indien for, at fremmede overhovedet finder vej til North Sentinel. Ikke mindst er organisationen kritisk over for, at inderne netop har besluttet sig for, at turister skal kunne få adgang til nogle af de sjældent besøgte øer i Andamanerne.
Survival International frygter, at det også vil gælde North Sentinel.
»Stammer som sentinelserne står over for en katastrofe, hvis ikke deres jord og land er beskyttet,« siger direktør Stephen Corry i en pressemeddelelse,