Verdens sidste vilde

I de allerfjerneste egne af jordkloden lever der stadig omkring 100 isolerede og ukendte stammer. De kender ikke omverdenen, og omverdenen kender ikke dem. Men deres stenalderliv er truet af tømmerhugst og olieefterforskning, og derfor svarer de nogle gange igen med pusterør og spyd.

I sidste uge forlod en isoleret indianerstamme i Sydamerika regnskovens mørke og begav sig ud i det internationale rampelys, hvor de stillede deres nøgne og malede kroppe til skue på alverdens avis- og hjemmesider.

Indianerne fra Amazon-regnskoven et sted mellem Brasilien og Peru blev fotograferet fra et lille fly, og de grumsede billeder af vildmænd med pusterør og buer minder resten af verden om, at der stadig lever ukendte stammer og folkeslag i fjerne egne.

Formentlig er der omkring 100 såkaldte ukontaktede eller ligefrem uopdagede stammer tilbage i verden. De lever i Amazon-skoven, i Papua Ny Guinea eller i øgruppen Andamanerne i Det Indiske Ocean. De har ingen kontakt med omverdenen. Hvis de måtte have kendskab til den, er det fra deres legender og fortællinger, eller fordi de støder på andre stammer på deres evige vandring gennem de uendelige skove i Sydamerika og Ny Guinea.

På billederne står indianerne som trådt ud af en fjern fortid langt væk fra biler, internet, køleskabe og mobiltelefoner. Farvet i sort eller okkerrødt og med bare baller står de uden for deres bladhytter og truer den brummende metalfugl oppe i himlen.

Men de truer forgæves. De er oppe mod langt større og farligere modstandere end små overvågningsfly med venligtsindede antropologer om bord. Deres regnskove bliver nemlig fældet for at give plads til alt fra olieboringer og kødkvæg til nybyggere og tømmerselskaber. Med eller uden myndighedernes tilladelser hugger og borer de sig ind i stammernes baghaver, sparker dørene ind til deres stuer og ender med at sætte dem på porten.

Derefter har stammerne kun få alternativer. De kan flygte endnu længere ind i skovene. De kan tage kampen op og svare igen med bue og pil. Eller de kan lade sig opsluge af omverdenen, blive smittet af ukendte sygdomme og langsomt miste deres kulturelle og sproglige identitet.

Ifølge organisationen Survival International behøver det ikke at gå sådan.

»Det er muligt at beskytte de sidste, ukontaktede stammer mod omverdenen, hvis deres rettigheder bliver respekteret, og deres levesteder bliver beskyttet,« siger informationsmedarbejder Miriam Ross fra Survival International, der med kampagner, oplysningsarbejde og lobbyisme prøver at skabe opmærksomhed om stammefolks vilkår:

»Hvis de skal i kontakt med omverdenen, skal de gøre det af egen fri vilje.«
Hun fremhæver i den forbindelse Brasilien som et af de få lande med uopdagede stammer, der rent faktisk gør noget for at beskytte dem. Bl.a. forsøger de brasilianske myndigheder at skabe overblik over antallet af ukontaktede stammer, ligesom der er regler om, at de skal have lov at være i fred, og at de har ejendomsretten til deres land.

Miriam Ross erkender dog, at virkeligheden ikke nødvendigvis afspejler lovgivningen i et vidstrakt og mangfoldigt land med korruption, illegal tømmerhugst, befolkningstilvækst og magtfulde kvægbaroner, der er ligeglade med indianernes skæbne.

Ifølge Survival International lever de fleste af de ukontaktede stammer i Amazon-skoven i Brasilien, hvor der er registreret cirka 40. Men der er formentlig endnu flere. Nogle gange får myndighederne oplysninger om, at der er dukket spor af ukendte stammer op, f.eks. efterladte hytter eller redskaber. Dermed kender myndighederne til stammernes eksistens, men ikke til deres antal, deres liv eller deres kultur.

Nogle stammer kan endog være så isolerede og så ukendte, at de hverken kender omverdenen eller er kendt af omverdenen. »Det er muligt, at de helt kan forsvinde, uden omverdenen nogensinde kommer til høre om dem,« siger Miriam Ross.

Survival International skønner, at der også er omkring 40 ukontaktede stammer på Papua Ny Guinea. Dertil kommer cirka 15 stammer i Peru, nogle få i Colombia, Bolivia, Equador og Paraguay, mens den mest isolerede af dem alle, sentineleserne, lever i øgruppen Andamanerne i Det Indiske Ocean.

Selvom Andamanerne tilhører Indien, opfatter sentineleserne sig helt sikkert ikke som indiske statsborgere. De aner ikke, hvad Indien er, og de opfatter sig som et selvstændigt folk, der i årtusinder har levet i isolation på øen North Sentinel.

Øen er omgivet af et farligt koralrev, der gør det svært at komme i kontakt med sentineleserne, og hvis besøgende kommer forbi koralrevet, kan de se frem til at blive mødt med trusler. De slanke, høje og nøgne øboer er ifølge alle beretninger krigeriske og angriber nærgående både i farvandet omkring øen med spyd eller op til to meter lange pile, som de affyrer med deres kæmpebuer fra kysten.

Videoklip på internettet bevidner sentinelesernes truende adfærd. De er kendt for at slå fremmede ihjel. I kølvandet på tsunamien i slutningen af 2004 dræbte de f.eks. to strandede fiskere, og da myndighederne forsøgte at levere nødhjælp til øen, blev de mødt med stenkast og trusler.

Derfor lader de indiske myndigheder ifølge Miriam Ross sentineleserne være i fred, og derfor er der f.eks. endnu ingen antropologer, der har haft lejlighed til at beskrive det indvendige af deres hytter.

De ukontaktede stammer er en slags spøgelsesfolk. De lever ofte i regnskovens mørke, fjernt fra civilisationen og er så svære at komme i kontakt med, at der nogle gange bliver tvivlet på deres eksistens. Bl.a. er de af myndighederne i Peru blevet beskrevet som en slags Loch Ness-uhyrer, som »alle tilsyneladende har set eller hørt om uden at have beviser på deres eksistens«.

Men hvorfor er myndighedernes holdning sådan, når der så sent som i oktober sidste år blev taget billeder af 21 ukendte indianere på jagt efter skildpaddeæg på en sandbanke ved Las Piedras-floden i den sydøstlige del af Amazon-skoven i Peru? Svaret er formentlig olie og naturgas. Internationale energiselskaber er nemlig gået på jagt efter råstoffer i regnskovens undergrund, og de køber licenser i dyre domme af Peru. Derfor er det ubelejligt, hvis der er indianere dér, hvor der er olie.

Sågar præsident Alan Garcia har i en aviskommentar mere end antydet, at de ukendte indianere er en slags konstruktion skabt af en politisk opposition, der ikke ønsker udvikling i Peru.

»Mod olie har de (oppositionen, red.) skabt forestillingen om de isolerede og vilde indfødte. Altså noget, der bliver formodet, ikke dokumenteret,« hedder det bl.a. i Alan Garcias kommentar.

Men de internationale olieselskaber er knap så skråsikre. De ved godt, at det er dårlig PR hjemme i Europa og USA, hvis de bliver taget i at tromle et lille og sårbart stenalderfolk med borebisser og terrængående køretøjer. Derfor har det amerikanske selskab Barrett Resources og spanske Repsol-YPF udarbejdet manualer for, hvordan deres medarbejdere skal reagere, hvis de lige pludselig står ansigt til ansigt med nøgne vildmænd.

Barrett Resources er i øvrigt for nylig blevet opkøbt af selskabet Perenco, der med egne ord »gør alt for at forbedre livskvaliteten og sikre traditionelle kulturer og værdier«, når det leder efter råstoffer.

Tidsskriftet National Geographic offentliggjorde for et par måneder siden uddrag af manualerne. Således bliver Barrett Resources’ medarbejdere oplyst om, at lyden af helikoptere og synet af elektrisk lys kan gøre de ukendte indianere så nysgerrige, at de prøver at komme i kontakt med dem. Det kan f.eks. bestå i »kurve med frø og eller drikkelse, halskæder, sneglehuse, krukker, fjer eller genstande, der kan byttes«.

Begge selskaber indskærper dog over for medarbejderne, at de ikke må kontakte indianere, give dem mad eller andre ting. Dertil kommer, at de hele tiden skal opføre sig fredeligt og sikre, at de ikke smitter indianerne med sygdomme. Er indianerne truende, skal medarbejderne ifølge instruktionerne fra Repsol-YPF svare igen med høje lyde for at skræmme dem. F.eks. med fløjter, råb og megafoner.

Oliefolkene skal med tolke forsøge at komme i dialog med indianerne. F.eks. med sætninger såsom: »Vi er som jer«, »Vi har børn og kvinder langt væk herfra«, »Har I set sådan nogle som os før« og »Hvor mange måner og sole har I rejst?«

Selvom stammerne lever i isolation, har de ofte en forestilling om omverdenen. F.eks. ved Amazon-skovens indianere fra deres myter, at deres forfædre blev brugt som slaver i forbindelse med det såkaldte gummiboom i 1800-tallet, da godsejere anlagde store plantager med gummipalmer. Slaveriet kostede deres forfædre livet eller friheden, og belært af myterne har indianerne frivilligt valgt at vende omverdenen ryggen.

Men kan det så at sige betale sig at bevare dem i isolation. Er mange af stammerne ikke så fåtallige, at de alligevel er dømt til undergang?

»Selvfølgelig kan det betale sig. Nogle af stammerne er mere end levedygtige og kan sagtens klare sig, hvis bare de får lov. Men det er da rigtigt, at nogle af dem er meget fåtallige. I 1995 dukkede der f.eks. en ukontaktet stamme op i Brasilien. Der var kun seks medlemmer tilbage. Resten var blevet dræbt af kvægfarmere,« siger Miriam Ross.