USA truer Tyskland: Drop Huawei, eller vi straffer jer

Tyskland er – ligesom mange andre EU-lande – afhængig af samarbejdet med USAs efterretningstjenester, der blandt andet hjælper med at spore og bremse terroraktivitet. Men hvis ikke Tyskland nægter Huawei adgang til 5G-nettet, er USA nu klar til at skrue væsentligt ned for sikkerhedssamarbejdet.

Foto: Thomas Peter/Reuters/Ritzau Scanpix/Arkiv

Det var med USAs hjælp, at Tyskland fik bremset et bombeangreb i Köln sidste år.

Da en 29-årig tunesisk mand søgte på nettet for at finde ud af, hvordan han kunne lave en såkaldt biologisk bombe med giftstoffet ricin, som han allerede havde indkøbt, var det de amerikanske myndigheder, der advarede tyskerne om planlægningen af angrebet.

Men den slags hjælp kan Tyskland fremover ikke vide sig sikker på at få fra USA, skriver The Wall Street Journal. I hvert fald ikke, hvis tyskerne lader den kinesiske techgigant Huawei få adgang til det nye 5G-net. Sådan lyder det nu i et brev fra Trump-regeringen til Tyskland, som The Wall Street Journal har set.

For hvis Huawei får lov til at levere udstyr og software til 5G-mobilnettet, vil »amerikanerne formode, at alt, vi deler med Tyskland, vil ende hos kineserne«, forklarer en embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium til The Wall Street Journal. Derfor har Trumps regering nu ladet Tyskland vide, at der vil blive skruet væsentligt ned for sikkerhedssamarbejdet, hvis ikke Huawei nægtes adgang til det tyske 5G-mobilnet.

Det er langtfra første gang, at USA appellerer til sine europæiske allierede om at nægte Huawei adgang til det nye 5G-mobilnet, men det er første gang, at Det Hvide Hus ligefrem truer med, at det kan gå ud over samarbejdet, hvis ikke der nedlægges forbud mod Huawei.

Det er USAs ambassadør i Tyskland, Richard Grenell, der har sendt brevet til Tysklands økonomiminister, Peter Altmaier.

Tyskland er – ligesom mange andre EU-lande – afhængig af sikkerhedssamarbejdet med de amerikanske efterretningstjenester som NSA og CIA, særligt når det gælder kampen mod terror. Ifølge The Wall Street Journal er flere terrorangreb blevet bremset i Tyskland i de seneste år netop på grund af det sikkerhedssamarbejde.

I USA frygter man, at Huawei, som er et statsejet firma, vil blive brugt til spionage for den kinesiske regering, hvis det får adgang til Europas 5G-mobilnet, og derfor har Trump-regeringen også tidligere lagt pres på europæerne for at holde Huawei helt ude af konkurrencen om, hvem der skal levere udstyr til mobilnettet.

Økonomiminister Peter Altmaier har tidligere afvist at indføre den type forbud – mod Huawei eller nogen andre selskaber. Til gengæld har Tyskland strammet sikkerhedskravene til de leverandører, der vil byde ind på opgaven.

Men i sit brev hævder Grenell, at det stadig vil være muligt for Huawei at installere såkaldte »bagdøre« i systemet, også selv om Huawei ofte reguleres af Tyskland. Der skal installeres opdateringer så ofte, at det bliver svært for tyskerne at holde øje med, mener han.

Han foreslår i stedet, at Tyskland bruger svenske Ericsson, finske Nokia eller sydkoreanske Samsung som leverandører på 5G-nettet.

Fra det nationale sikkerhedsråd i Det Hvide Hus har det mandag lydt, at det kan gå ud over samarbejdet med alle deres allierede, hvis europæerne begynder at bruge Huawei-teknologi.

»Fordi 5G-netvæk i så høj grad er software-funderet, kan leverandørerne lave opdateringer, som radikalt ændrer, hvordan de virker,« forklarer Sikkerhedsrådets talsmand Garret Marquis til The Wall Street Journal:

»De 5G-netværk, som vores allierede bruger, vil ikke være netværk, som de selv i sidste ende styrer, da softwaren kan ændres på et øjeblik af leverandøren.«

Huawei fastholder selv, at det aldrig har spioneret på vegne af den kinesiske regering og har lagt sag an mod USA for at få ophævet det leverandørforbud, som USA har vedtaget. Forbuddet betyder, at amerikanske teleselskaber ikke må indkøbe Huawei-udstyr.

En talsperson for Tysklands økonomiminister fastholder over for The Wall Street Journal, at Tyskland ingen beviser har set på, at Huawei eller andre selskaber skulle have foretaget sig noget, der kunne sætte Tysklands sikkerhed i fare. Firmaet har heller ikke foretaget sig noget, der kunne sætte Tysklands allierede i fare, lyder det.