Opdateret

USA: Putin vil afsætte Ukraines regering og etablere sin egen

Ifølge USA rækker Putins ambitioner ud over Ukraine. Først er hans mål dog at overtage Ukraines regering.

Præsident Vladimir Putin har til hensigt at vælte regeringen i Kiev og etablere sin egen regering i Ukraine.

Det vurderer det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i en erklæring torsdag.

»Det er vores vurdering, at russiske styrker har intentioner om vælte regeringen og indføre sig egen. Det vil forklare disse meget tidlige træk mod Kiev,« siger en højtstående embedsmand i Pentagon ifølge nyhedsbureauet dpa.

De ukrainske soldater gør modstand mod de russiske soldater, tilføjer embedsmanden i erklæringen.

Det amerikanske udenrigsministerium mener, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er Ruslands primære mål.

»Præsident Zelenskyj repræsenterer på mange måde Ukraines demokratiske håb og ambitioner. Så selvfølgelig er det et primært mål for en russisk invasion,« siger Ned Price, der er talsmand for ministeriet, ifølge CNN.

Torsdag har kampe fundet sted i en radius af 30 kilometer fra den ukrainske hovedstad og omkring den store østlige by Kharkiv, der ikke ligger langt fra grænsen til Rusland.

De russiske militær operationer er »tydeligt rettet mod at erobre vigtige byer«, lyder det fra Pentagon.

Angrebet begyndte tidligt torsdag morgen, mens det stadig var mørkt. Det skete med missilbeskydninger fra land, vand og i luften.

Ifølge den amerikanske regering rækker Putins ambitioner dog længere ud end Ukraine.

Det melder Det Hvide Hus på spørgsmålet om, hvad den russiske leders ultimative mål er efter invasion af nabolandet Ukraine. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/