Ildkugler over Kiev: Sådan er situationen i Ukraine fredag morgen

Ruslands voldsomme angreb på Ukraine fortsætter. Her er et kort overblik over situationen fredag morgen.

For anden morgen i træk er Ukraine under heftigt angreb:

Fra nord, syd og øst. Fra luften og på landjorden.

Kiev

Meget tidligt fredag morgen har der lydt flere eksplosioner over hovedstaden.

Mindst to objekter er blevet skudt ned, mens de bevægede sig gennem luften over Kiev. Det viser billeder, som Ukraines hær har offentliggjort.

Det er endnu uklart, hvorvidt det er missiler, fly eller droner, som er blevet ramt, og hvem disse tilhører.

Et af de nedskudte objekter har ramt et boligbyggeri i udkanten af Kiev, der er brudt i brand, viser billeder fra de ukrainske myndigheder.

Andre steder i landet

Natten igennem har der været voldsomme kampe i flere ukrainske byer.

Russiske tropper har omringet eller har indtaget en række byer i den østlige del af landet.

Andre russiske enheder bevæger sig fra øst mod Kiev, skriver avisen The Kyiv Independent.

Tidligt fredag morgen er en ukrainsk grænsepost i den sydøstlige region Zaporizjzja blevet ramt af et missilangreb. Der er flere dræbte og sårede, heriblandt grænsevagter.

Russiske soldater har kontrol over Tjernobyl-kraftværket i den nordlige del af landet cirka 90 kilometer fra Kiev – her holder soldaterne medarbejdere fanget, oplyste Det Hvide Hus' pressesekretær Jen Psaki natten til fredag.

Beboere i Kharkiv søger ly i en undergrundsstation, som er blevet omdannet til beskyttelsesrum. Sergej Kozlov/EPA/Ritzau Scanpix

Hvad er Ruslands plan?

USA og Ukraine vurderer, at Vladimir Putin har planer om at indtage Kiev og vælte den ukrainske regering for at skifte denne ud med et prorussisk styre.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er ikke i tvivl om, at han og hans familie er i akut fare.

»Jeg er fjendens mål nummer ét, min familie er fjendens mål nummer to,« sagde han i en tale sent torsdag aften.

Præsidenten vurderede, at Rusland allerede har »sabotagegrupper« i Kiev, som truer hans liv. Han bliver dog i Kiev, forklarer han.

I en analyse vurderer Storbritanniens militære efterretningstjeneste, at Ruslands fremmarch møder mere modstand og går langsommere, end Vladimir Putin må have forventet.

»Det er usandsynligt, at Rusland nåede sine militære mål for dag et,« fremgår det af analysen.

Hvor mange er døde?

Ruslands angreb har hidtil kostet mindst 137 personer livet i Ukraine, oplyser regeringen.

Rusland har ikke offentliggjort tabstal.

Ukraines forsvarsministerium hævder, at ukrainske soldater har dræbt »cirka 800« russiske soldater. Dette tal er så ikke bekræftet af Kreml.

FN vurderer, at konflikten indtil videre har sendt omtrent 100.000 civile på flugt fra deres hjem. Mange tusinde er flygtet ind i nabolandene Polen og Slovakiet.