USA: Hongkong er ikke længere berettiget særlig behandling

USAs præsident, Donald Trump, mener ikke længere, at Hongkong er selvstyrende nok i forhold til Kina.

Hongkong er ikke længere berettiget særlig behandling, siger USAs præsident, Donald Trump. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix

Den amerikanske præsident, Donald Trump, mener ikke længere at Hongkong er tilstrækkeligt selvstyrende i forhold til Kina til at gøre sig berettiget til særlig behandling.

Det siger han fredag eftermiddag lokal tid i en tv-tale.

Derfor vil Trump sætte gang i en proces, der skal føre til fratagelsen af de særlige rettigheder, som Hongkong i årevis har nydt godt af. Det betyder blandt andet, at regionen ikke har været omfattet af samme sanktioner som Kina.

Den særlige behandling har blandt andet banet vej for, at Hongkong har kunnet etablere sig som et globalt handelscentrum.

Hongkong blev overdraget til Kina i 1997 fra Storbritannien. Overdragelsesaftalen kræver dog, at den tidligere britiske koloni har en høj grad af selvstyre fra Kina.

Trumps udmelding kommer, efter at Kinas Nationale Folkekongres torsdag indførte en kontroversiel sikkerhedslov i Hongkong.

Sikkerhedsloven tilsidesætter Hongkongs egen lovgivende forsamling, når det gælder handlinger, som anses for at være en fare mod den nationale sikkerhed og som udfordrer statens magt.

Loven blev godkendt, efter at prodemokratiske demonstranter i månedsvis har protesteret mod en indskrænket demokrati i Hongkong.

Allerede tidligere på ugen varslede USAs udenrigsminister, Mike Pompeo, at beslutningen ville få konsekvenser.

»Jeg har i dag meddelt til Kongressen, at Hongkong ikke længere er berettiget til den behandling fra USA's side i forhold til gældende regler, som var tilfældet før juli 1997,« sagde Mike Pompeo onsdag.

/ritzau/