Ukraine har brug for øget militær støtte, hvis ikke Rusland skal udvide sin invasion af Ukraine til øvrige europæiske lande.
Sådan lyder det torsdag fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
»Hvis I ikke kan lukke luftrummet, så giv os nogle fly.«
»Hvis det ikke sker, så – Gud forbyde det – er Letland, Litauen og Estland de næste i rækken. Tro mig,« lyder det fra Zelenskyj.
Estland og Letland grænser begge direkte op til Ruslands største landområde. Litauen grænser op til Kaliningrad, der ligger som en afkoblet del af Rusland med grænse til Litauen og Polen.
De tre baltiske lande er alle en del af EU.
Den ukrainske præsident siger torsdag, at han ønsker at mødes til direkte samtaler med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Ifølge Zelenskyj er det »den eneste måde at stoppe krigen på«.
»Vi angriber ikke Rusland, og vi har ikke nogen planer om at angribe landet. Hvad vil I have, at vi gør? Forlad vores land.«
»Sæt dig ned sammen med mig. Bare ikke 30 meter fra mig som med Macron,« siger Zelenskyj med henvisning til et møde tidligere i februar mellem Putin og den franske præsident, Emmanuel Macron.
Her sad Macron og Putin over for hinanden ved et iøjnefaldende langt bord.
/ritzau/AFP