»Den særlige anklager Robert Mueller har med tydelighed vist, at præsident Donald Trump lyver.«
Det siger demokraten Jerrold Nadler, der er formand for retsudvalget i Repræsentanternes Hus, i en udtalelse onsdag aften dansk tid.
»Han lyver om den særlige anklagers konklusioner, han lyver om vigtige vidners udsagn i den særlige anklagers rapport, og først og fremmest lyver han om, at den særlige anklager ikke påpegede hverken hindringer (af efterforskningen, red.) eller samarbejde (med Rusland, red.),« siger Nadler om Trump.
Nadlers udtalelse kommer, efter at Mueller selv brød tavsheden tidligere onsdag og sagde, at den rapport, han har brugt knap to år på at udarbejde, ikke frifinder præsidenten.
Rapporten, der undersøgte en mulig forbindelse mellem Rusland og Trumps valgkampagne op til præsidentvalget i 2016, indeholder flere eksempler på, at Trump har forsøgt at forhindre efterforskningen.
Men Mueller sagde, at det "ikke var en mulighed" at rejse sigtelse mod en siddende præsident.
På spørgsmålet om, hvorvidt Nadler vil gå videre med en rigsretssag mod Trump, svarer udvalgsformanden, at »alle muligheder er på bordet«.
Nadler gentager, hvad han også skrev på Twitter, nemlig at i og med, at det ikke var muligt for Mueller at rejse sigtelse mod Trump, "er det nu op til Kongressen at reagere på forbrydelserne, løgnene og andre overtrædelser fra præsident Trumps side".
Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, siger ifølge nyhedsbureauet dpa, at Kongressen fortsat vil efterforske Trump og »holde ham ansvarlig for sit magtmisbrug«. Men hun nævner ikke direkte en rigsretssag.
/ritzau/