Udenrigsministeriet advarer om skovbrande i Malaga-regionen

Tre brandfolk er blevet kvæstet, og 2000 mennesker er blevet evakueret under skovbrand i Sydspanien.

Naturbranden ses her ved Benahavis i Spanien torsdag. Jon Nazca/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udenrigsministeriets Borgerservice advarer torsdag om en skovbrand ved byen Benahavis i Malaga-området.

I alt er 2000 mennesker blevet evakueret fra bymidten på grund af branden, som har ført til kvæstelser hos tre brandfolk.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Benahavis ligger på Costa del Sol, som er kendt for sine mange turister.

»Berørte områder evakueres af myndighederne. Følg myndighedernes anvisninger,« skriver Udenrigsministeriets Borgerservice.

Branden begyndte onsdag eftermiddag på bjergskrænterne i et område tæt på.

Det oplyser Andalusiens beredskab for skovbrande (Infoca) på Twitter ifølge Reuters.

Varmt sommervejr og vindforholdene i området har været med til at give yderligere liv til ilden, lyder det.

I Benahavis, hvor der bor omkring 7000 mennesker, er der sat telte op. Men de fleste af de evakuerede har søgt tilflugt hos familie eller i hoteller.

Op mod 200 brandfolk fra det lokale beredskab, 50 brandfolk fra andre byer samt 100 militærfolk er sat ind for at bekæmpe branden.

De tre kvæstede brandfolk er blevet forbrændt i forskellig grad. Det skriver Infoca på Twitter. En af dem er blevet forbrændt på 25 procent af kroppen.

Han er blevet evakueret til et hospital i Malaga, oplyser Andalusiens regionale præsident, Juanma Moreno, ifølge Reuters.

Sidste år var der i samme bjergområde også en stor naturbrand. Den opslugte mere end 30 kvadratkilometer skov og natur i flammer.

Omkring 1000 brandfolk og 50 luftfartøjer arbejdede for at få slukket den brand.

Udenrigsministeriets Borgerservice har til opgave at arbejde sammen med danske ambassader og konsulater for at hjælpe danskere med problemer i udlandet.

/ritzau/