Global mangel på mikrochip har ramt danske virksomheder: »Det skaber lidt en ond spiral«

»Den perfekte storm« har udløst en global mangel på mikrochip, der har ramt Bang & Olufsen og en lang række andre virksomheder. Manglen på mikrochip er nu så udbredt, at den amerikanske præsident, Joe Biden, har kastet sig ind i kampen for at øge produktionen.

Arkivfoto. Kim Kyung Hoon/Reuters/Arkiv

De er små og kan sjældent ses, men mikrochip spiller i dag en afgørende rolle i biler, computere, mobiltelefoner og en lang række andre produkter.

Faktisk er chip en så uundværlig del af mange moderne produkter, at en akut mangel på den lille komponent nu volder store problemer for virksomheder i hele verden.