Oversvømmelserne i det vestlige Tyskland viser, at der er behov for en mere målrettet indsats i kampen mod klimaforandringer.

Sådan lyder budskabet fra Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, fredag.

»Vi vil kun være i stand til at undgå ekstreme vejrsituationer, hvis vi går ind i en målrettet kamp mod klimaforandringer,« siger han.

Oversvømmelserne har raseret i flere dage, skabt massive ødelæggelser og kostet over 100 mennesker livet.

Også EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, mener, at det voldsomme vejr bør give stof til eftertanke.

»Det er intensiteten og varigheden af hændelserne, som videnskaben fortæller os, er en klar indikation på klimaforandringer.«

»Og det er noget, som virkelig, virkelig viser, hvor meget det haster at handle,« siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Steinmeier planlægger fredag at besøge områder, der er hårdt plaget af oversvømmelserne. Her vil han forsøge at få et overblik over situationen og tale med redningsmandskab og berørte af uvejret.

Han beskriver oversvømmelserne og de mange dødsfald som en tragedie, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Forbundspræsidenten tilføjer, at først når vandmasserne trækker sig tilbage, vil man kunne se, hvor omfattende ødelæggelserne reelt er.

Forbundskansler Angela Merkel har lovet, at den tyske regering vil hjælpe med redningsindsatser og genopbygningen af områderne, der er ramt af ødelæggelser.

Den tyske regering »vil ikke efterlade jer alene i denne svære og frygtelige tid«, lød det fra Merkel torsdag.

Ifølge vejrudsigter vil de voldsomme regnskyl fortsætte med at plage områderne med oversvømmelser fredag.

/ritzau/AFP