Dimitris Avramopoulos, EUs migrationskommissær, var en glad mand onsdag på grund af en foreløbig blåstempling fra EU-Domstolen af EUs omstridte omfordeling af asylansøgere, og fordi antallet af omfordelte asylansøgere satte rekord med ca. 3.000 i juni. Trods kommissærens glæde volder omfordelingen dog stadig store problemer – i praksis såvel som politisk.
Samlet set er 24.676 asylansøgere fra Syrien, Irak og Eritrea, der er ankommet til Grækenland eller Italien, nu blevet omfordelt. Og der er næsten gået to år, siden omfordelingen blev vedtaget med kvalificeret flertal af EU-landene i september 2015.
Det er kun en fjerdedel af de samlede 98.255 asylansøgere, som 24 EU-lande juridisk er forpligtede til at tage i løbet af to år – altså inden udgangen af september 2017. Deadline er således om to måneder, og det er højt sat at tro på, at landene når 40.000 inden deadline.
Faktisk er det kun seks af de 24 EU-lande, der er forpligtede til at deltage – Danmark er undtaget på grund af retsforbeholdet – som har taget over halvdelen af deres andel, nemlig Finland, Irland, Letland, Litauen, Luxembourg og Malta.
Resten af landene er milevidt fra at leve op til deres juridiske forpligtelse, og mens Sverige, Tyskland og Østrig alle selv har været hårdt pressede af et meget stort antal asylansøgere og derfor har en god forklaring, gælder den forklaring ifølge EU-Kommissionen ikke for flertallet, hvor der snarere er tale om politisk modvilje.
På flere måder er idéen om tvungen omfordeling allerede neddroslet, og Avramopoulos afviste da også al snak om et nyt omfordelingsprogram onsdag i Bruxelles. Både Avramopoulos og resten af EU-Kommissionen har for længst erkendt, at tvungen omfordeling af asylansøgere er ren politisk gift, som kun skaber splittelse EU-landene imellem, der også er ødelæggende for EU-samarbejdet på andre områder.
Men også i praksis er omfordelingen neddroslet. Først blev en stor del af de oprindelige 160.000 pladser i omfordelingen allokeret til flygtningeaftalen med Tyrkiet, hvorfra EU-landene i skrivende stund har genbosat ca. 8.000 syriske flygtninge fra Tyrkiet som led i den aftale.
Dermed nåede man ned på antallet 98.255, som dog i praksis nu er nedjusteret til i omegnen af det halve, fordi der ganske enkelt ikke er særligt mange asylansøgere, der lever op til kriterierne for at blive omfordelt.
Det er kun asylansøgere fra lande med en anerkendelsesprocent på 75 eller derover, som kan komme i betragtning til omfordeling. Det vil sige, at de skal være fra et land, hvor 75 procent eller flere får en form for beskyttelsesstatus, og det er i øjeblikket kun asylansøgere fra Syrien og Eritrea, der lever op til det krav. Tidligere levede irakere også op til det kriterie.
I Italien er det imidlertid først og fremmest migranter fra Vestafrika og Bangladesh, der ankommer, og de kan ikke komme i betragtning til omfordeling. Derfor har Italien bedt de andre EU-lande om, at man sænker grænsen for anerkendelsesprocenten, så flere nationaliteter kan blive omfordelt, men det afviste de øvrige EU-lande pure på et møde mellem landenes udlændingeministre tidligere på måneden.
Også Avramopoulos afviste onsdag, at der kan blive tale om at ændre på kriterierne, selv om EU-Kommissionen ellers hele tiden taler om, at der er behov for større solidaritet med Italien, der er stærkt presset af ankomsten af rekordmange migranter i årets første seks måneder.
Faktisk er der kun omfordelt 7.873 asylansøgere, der er ankommet til Italien siden september 2015. De øvrige 16.803 asylansøgere er omfordelt fra de græske øer og er især syriske flygtninge, som strømmede til Grækenland, indtil EUs flygtningeaftale med Tyrkiet blev indgået i marts sidste år.
Mens Polen, Tjekkiet og Ungarn helt nægter at deltage i omfordelingen, og EU-Kommissionen derfor har indledt en juridisk proces mod landene, der efter alt at dømme ender ved EU-Domstolen, lader flertallet af EU-landene således bare omfordelingen gå uhyre langsomt.
Især Frankrig glimrer her ved sin helt egen fortolkning af den solidaritet med Italien, som præsident Emmanuel Macron ellers taler meget om. Således nævner EU-Kommissionens statusrapport specifikt, at Frankrig har et særligt krav til Italien om, at landet kun vil tage imod familier eller enlige kvinder med børn fra Eritrea som led i omfordelingen. Og den gruppe er der nærmest ingen af, da langt de fleste er enlige mænd. Frankrig har foreløbigt taget imod 330 asylansøgere i omfordelingen fra Italien ud af en juridisk forpligtelse på 7.115.
Macron har også nægtet at lade redningsskibe med migranter, der er blevet samlet op i Middelhavet, anløbe franske havne i stedet for italienske, som Italien indtrængende har bedt nabolandet om.
Det kniber altså bredt med viljen til at deltage i omfordelingen, der ikke er særlig populær i nogle af EU-landene. Også i et land som Frankrig, der på papiret går ind for omfordelingen. Frankrig har således argumenteret for omfordelingen i sagen ved EU-Domstolen om den juridiske gyldighed af EU-beslutningen. En sag, som Slovakiet og Ungarn rejste tilbage i slutningen af 2015. Det samme har Belgien, Grækenland, Italien, Luxembourg, Sverige og Tyskland, mens Polen har støttet Slovakiet og Ungarn ved at argumentere imod omfordelingens lovlighed.
Det er den sag, som en af domstolens generaladvokater onsdag anbefalede at afvise, fordi der ikke er juridisk hold i argumenterne fra Slovakiet og Ungarn.
Det hører også med til historien om en omfordeling, som kun få lande har kæmpet helhjertet for, at både Grækenland og Italien har haft så store problemer med registreringen, at tusinder af asylansøgere fra Syrien og Eritrea, der potentielt kunne omfordeles, er forsvundet fra myndighedernes radar.