På den sidste fredag i august samlede præsident Donald Trump sine toprådgivere i Det Hvide Hus’ situation room for at diskutere det, der kunne blive en af de mest gennemgribende beslutninger i Trumps præsidentskab - en fredsplan med Taleban efter 18 års ødelæggende, blodig krig i Afghanistan.

Mødet blev kulminationen på en ulmende konflikt, der havde splittet hans udenrigspolitiske team i måneder: Over for hinanden stod udenrigsminister Mike Pompeo og den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton i en tvekamp om at overbevise en præsident, der har smag for hårde ord, men samtidig har lovet at afvikle USAs endeløse krige.