Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump kommer ikke til at vidne i en civil retssag, hvor han er anklaget for at ærekrænke forfatteren E. Jean Carrol.

Carrol har lagt sag an mod den tidligere præsident, hvor hun beskylder ham for at have voldtaget hende i 1995 eller 1996 og derefter ærekrænke hende ved at nægte, at det er sket.

Trumps advokat Joseph Tacopina sagde torsdag til dommeren i sagen, at Trump har frasagt sig retten til at vidne og har valgt ikke at præsentere et forsvar.

Efter at nævningetinget gik hjem torsdag, sagde dommeren i sagen, at Tacopina skulle informere Trump om, at han havde til søndag klokken 17 lokal tid til at fortælle domstolen, at han ville vidne.

Den deadline er nu overskredet, og det står dermed klart, at den tidligere præsident ikke kommer til at vidne i sagen.

Mandag skal begge sider komme med deres afsluttende bemærkninger i sagen.

76-årige Trump, der var præsident i USA fra 2017 til 2021 og lige nu ligger i front til at blive republikanernes præsidentkandidat, siger, at Carroll fandt på beskyldningerne om voldtægt for at sælge flere bøger, da hun udgav sine erindringer i 2019.

Carroll har sagsøgt Trump for et ukendt pengebeløb.

Hun siger, at Trump voldtog hende i et prøverum i stormagasinet Bergdorf Goodman på Manhattan i New York City i 1995 eller 1996.

Carroll har tidligere blandt andet skrevet klummer for modemagasinet Elle.

I en videoforklaring, der blev afspillet for nævningetinget onsdag, afviser Trump, at han dengang voldtog Carroll.

»Det er den mest latterlige, ulækre historie,« siger Trump i en video, siddende bøjet over et bord, mens Carrolls advokater præsenterer dokumenter for ham.

»Det er noget, der er blevet fundet på,« insisterer han.

/ritzau/Reuters

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.