Trump-tilhængere efter Bidens første tale: Hvorfor nævnte du ham ikke?

På etårsdagen for nedlukningen i USA holdt præsident Joe Biden sin første store tale til nationen. Uden at nævne Donald Trump en eneste gang fik han alligevel sendt en stikpille afsted mod den tidligere præsident – til stor irritation for Trump-tilhængere.

Han nævnte ikke sin forgænger, Donald Trump, en eneste gang. Alligevel stod det klart for alle, hvem præsident Joe Biden talte om.

»For et år siden blev vi ramt af en virus, der blev mødt med stilhed – så den spredte sig ukontrolleret – og benægtelse i dage, uger og derefter måneder.«

I sin første tale til nationen – på etårsdagen for USAs nedlukning – italesatte præsidenten, hvordan mange »kampe og kriser« det seneste år kunne have været undgået, hvis der fra starten af havde været en god ledelse.

»Det (den dårlige håndtering, red.) medførte flere dødsfald, flere infektioner, mere stress og mere ensomhed,« sagde præsidenten i talen ifølge CNN.

Kritikken af Trumps håndtering var ikke til at tage fejl af. Men at Joe Biden slet ikke nævnte Donald Trump i sin tale, var samtidig et bevis på hans »utaknemmelighed«, raser flere konservative kommentatorer. For nok kom præsidenten med stikpiller omkring Trumps håndtering af pandemien, men der var heller ingen »tak« for udviklingen af en vaccine under hans administration.

Præsident Joe Biden talte om coronapandemien under sin tale natten til fredag dansk tid. Han kom blandt andet med opløftende meldinger om USAs vaccinationskampagne. Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

I et interview med højrefløjsmediet Fox News kaldte advokaten Mark Levin, der flere gange har kritiseret Biden, præsidentens tale for »propaganda«:

»Den mest modbydelige, propagandistiske tale, nogen politiker nogensinde har holdt,« sagde Levin til tv-kanalen og kaldte Biden en egoist og narcissist for at tage »æren for Donald Trumps arbejde«.

Fox News-værten Sean Hannity opfordrede Biden til at ringe til Trump og »takke ham for det store arbejde, han har udført for at stoppe pandemien«.

»Hvorfor takker du ikke bare Donald Trump? Du vil samle landet, siger du. Uden Trump, ingen vaccine, Joe. Stop med at prøve at tage æren for noget, du intet havde at gøre med. Intet,« lød kritikken fra Hannity.

Også på Twitter er flere konservative stemmer og Trump-tilhængere ude at kritisere Joe Biden for ikke at takke Donald Trump for hans arbejde.

Hos det mere venstreorienterede medie CNN bliver Bidens første tale derimod rost. Blandt andet for at berøre vigtigheden af ​​at bære mundbind og »at lytte til videnskaben«.

»Bidens genåbning er baseret på videnskab, en dybtgående strategi, der er forankret i rimelige forventninger til opnåelige resultater snarere end de illusoriske og politisk motiverede forudsigelser, som Trump ofte fremsatte,« skriver mediet i en analyse af Bidens tale.

Joe Bidens bestræbelser på at få USA på fode igen er denne uge kommet et stort skridt nærmere med Kongressens vedtagelse af en krisepakke på 1.900 milliarder dollar.

Præsidenten siger, at hjælpepakken vil være en håndsrækning til dårligt stillede familier og hjælpe til med at fyre op under den amerikanske økonomi. Det vil ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) smitte positivt af på den globale økonomi, lød det torsdag fra IMF.