Trump-støtter går til kamp for »sjælen af Amerika«: »Vi er ikke et racistisk land«

To af Republikanernes voksende stjerner, Nikki Haley og Tim Scott, indtog mandag aften talerstolen på det republikanske konvent for at støtte Donald Trump som præsident.

På den første dag af det fire dage lange republikanske konvent, som begyndte natten til mandag dansk tid, gik præsident Donald Trumps støtter på talerstolen med klare budskaber.

Det kommende præsidentvalg handler ikke bare om Donald Trump eller Joe Biden. Det handler om selve »sjælen af Amerika«, som præsidentens kampagnerådgiver, Kimberly Guilfoyle, sagde. Hvis Demokraterne kommer til magten i november, vil de nemlig ændre fundamentalt på landet, lød det.

Det var budskabet, som gik igen i mange af talerne på konventets første aften. Det var også tilfældet, da to af partiets voksende stjerner, Tim Scott og Nikki Haley, gik på med nogle af aftenens største taler.

Tim Scott er den eneste sorte republikaner i Senatet, og han zoomede ind på de enorme kriser, som USA har befundet sig i de seneste måneder: Coronavirus, en dyb økonomisk krise og landsdækkende vrede protester mod politivold og racisme.

»Fra en global pandemi til tabene af George Floyd og Breonna Taylor har 2020 testet vores nation på en måde, som vi ikke har set i årtier,« sagde han ifølge Fox News.

Men kriserne afslører ikke hele sandheden om USA, lød det senere:

»Vi lever i en verden, som kun vil have dig til at tro på de dårlige nyheder. Nyheder, som splitter os på tværs af racer, kulturer og rent økonomisk. Men sandheden er, at vores nation altid læner sig mod retfærdighed,« sagde han.

»Vi er ikke helt der, hvor vi ønsker at være. Men gudskelov er vi ikke der, hvor vi plejede at være.«

Han fremhævede sig selv som et eksempel på alt det gode, USA har at tilbyde. Han er vokset op i et fattigt hjem med en enlig mor og er alligevel kommet hele vejen til Kongressen. I dag lever han sin mors amerikanske drøm, sagde han.

»Vi har arbejde, der skal gøres. Men jeg tror på Amerikas godhed. Løftet om, at alle mænd og alle kvinder er skabt lige.«

Tim Scott, der er senator for South Carolina, gav en varm tale på førstedagen af det republikanske konvent. Olivier Douliery/AFP/Ritzau Scanpix

»Amerika er ikke racistisk«

Et lignende budskab lød fra Nikki Haley, der tidligere har været FN-ambassadør for Trump-regeringen, da hun tog ordet.

Hun fokuserede på, hvor godt det gik for den amerikanske økonomi, »før det kommunistiske Kina gav os coronavirus«, og forsikrede amerikanerne om, at Donald Trump endnu engang kan bane vej for bedre tider.

Og så angreb hun Demokraternes »politiske korrekthed«.

»I meget af Det Demokratiske Parti er det nu kommet på mode at sige, at Amerika er racistisk. Det er løgn. Amerika er ikke et racistisk land,« sagde hun og henviste til, hvordan hun selv som datter af indiske immigranter har oplevet diskrimination – men også er blevet givet store muligheder i USA.

Hendes kommentarer om racisme fik øjeblikkeligt stærke reaktioner online.

»Amerika er en historie i udvikling. Nu er det på tide at bygge på den udvikling og gøre Amerika endnu mere frit, retfærdigt og bedre for alle. Det er derfor, det er så tragisk at se, hvordan Demokraterne vender det blinde øje til optøjer og raseri,« sagde hun og henviste formentlig til, hvordan nogle af protesterne er endt i voldelige sammenstød med politiet og plyndringer af butikker.

»Det amerikanske folk ved, at vi kan gøre det bedre. Og selvfølgelig ved vi, at ethvert sort liv er værdifuldt,« sagde hun.

»De sorte betjente, som blev skudt på arbejdet – de betyder noget. De sorte ejere af små virksomheder, som har set deres arbejde gå op i flammer – de betyder noget. De sorte børn, som er blevet skudt på legepladsen – deres liv betyder også noget. Og deres liv bliver ødelagt og stjålet af den vold, der er på vores gader.«

Også Donald Trumps søn, Donald Trump Jr., talte om Black Lives Matter-demonstrationerne og mordet på George Floyd.

»Det, der skete med George Floyd, var en skændsel. Og hvis du kender en politibetjent, ved du, at de også er enige,« sagde han ifølge Fox News.

»Men vi må ikke glemme, at vores politi også er amerikanske helte. De fortjener vores dybeste taknemmelighed. For uanset hvad Demokraterne siger, ved vi alle, at når vi ringer 112, så håber vi ikke, at den ryger på telefonsvarer,« sagde han.